Coronaudbrud fylder hos lokalbefolkning: Nu oprettes nyt testcenter

De mange smittede med coronavirus giver bekymring i Ringsted.

79 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted er nu smittede med Corona. Og en ansat på det lokale plejehjem er også testet positiv. Det har fået myndighederne til at oprette et testcenter i Ringsted.

- Det er absolut en situation, vi har meget stor opmærksomhed omkring, fordi der er rigtig mange nye smittede inden for kort tid, siger Bente Møller, enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for smitteopsporingen.

Hun mener dog ikke, at der er grund til gå i panik.

- Det er ikke bekymrende, fordi vi har styr på situationen, og vi har kontakt til alle de smittede og alle de nære kontakter i forhold til at få dem testet, siger Bente Møller.

Smitten blev opdaget på Danish Crowns slagteri i Ringsted søndag den 24. juli. Danish Crown har nu testet alle 900 medarbejdere på slagteriet.

Alle testsvar er ikke kommet endnu, men tidligere i dag meldte slagterigiganten ud, at den nu har 79 smittede medarbejdere.

Jeanet Bach, der bor i Ringsted, er begyndt at tænke mere over, hvor hun handler. (© (c) DR)

På gaden i Ringsted vækker de mange smittede bekymring.

- Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har lyst til at handle så mange steder i Ringsted. Jeg bliver skræmt, fordi jeg ikke har lyst til at være syg, siger Jeanet Bach, der er selvstændig i Ringsted.

Også Katja Kwiatkowska, der arbejder på Danish Crown i Ringsted, og dermed har smitten helt tæt på, er bekymret.

- Jeg panikker da en lille smule. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg må blive hjemme. Jeg er bekymret for min mor, der er i risikogruppen, siger hun.

Andre tager dog de stigende smittetal mere roligt.

Kenneth og Pernilla Kongsaa er begge glade for, at der nu er opstillet et testcenter i Ringsted. (Foto: (C) DR Nyheder)

- Jeg er ikke bange eller bekymret, men jeg tænker da over det. Vi lever vores liv så normalt som overhovedet muligt, siger Pernilla Kongsaa, der arbejder som pædagog.

Generelt er der opbakning til det nye testcenter blandt lokalbefolkningen.

- Jeg synes, det er godt, der bliver lavet et testcenter her i byen. Det er godt, at det ligger tæt på, siger Katja Kwiatkowska.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kommer vi til at se flere udbrud af corona, som det i Ringsted.

- Der vil hele tiden komme nogle udbrud. Det vigtige er, at vi får dem håndteret. Smittetallet er generelt stigende, derfor er det vigtigt, at alle følger anbefalingerne om at holde afstand og spritte af, siger Bente Møller.

Facebook
Twitter