Coronaudbrud koster SAS millioner: 'Vi ser med uro på udviklingen'

Luftfartsselskabet har i snart en måned aflyst flyvninger til Kina.

SAS nye Airbus A350 flyver i øjeblikket ikke mange ture til Beijing eller Shanghai. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Aflyste fly til og fra Kina kommer til at koste SAS omkring 140 millioner kroner i tabt omsætning, fordi coronavirusset har spredt sig.

Sådan lyder meldingen i luftfartsselskabets kvartalsrapport, som er offentliggjort i dag.

Her fremgår det dog også, at skønnet for omsætningstabet er omgærdet af en hel del usikkerhed:

- De økonomiske udsigter forbliver usikre, og udbruddet af Covid-19 føjer yderligere bekymring til en økonomisk opbremsning i nøgleøkonomier, som kan påvirke vores kunders efterspørgsel negativt, skriver SAS, der de seneste dage har taget imod massive tæsk på fondsbørsen.

Den 30. januar meddelte SAS, at selskabet suspenderer sine flyvninger til de kinesiske storbyer Beijing og Shanghai. I første omgang til den 29. februar, men senere har luftfartsselskabet valgt at droppe flyvningerne frem til den 29. marts.

SAS fragter i omegnen af 250.000 passagerer om året på de to ruter.

Udbrud i Europa

Foreløbig har SAS dog ikke taget udbruddet af corona i Europa, Mellemøsten og andre asiatiske lande med i de økonomiske prognoser.

Alene de sidste to dage er der bekræftede tilfælde af coronavirus i Schweiz, Østrig, Kroatien, Rumænien, Spanien, Tyskland og ikke mindst Italien, hvor sygdommen allerede har kostet 11 personer livet.

- Det er klart, at vi ser med uro på den udvikling, der er. Vi er i kontakt med myndighederne, og vi har et enormt højt beredskab, siger Simon Pauck Hansen, der er chef for SAS i Danmark.

De første flyselskaber har allerede indstillet flyvningen til Norditalien. Foreløbig lader SAS sine to fly til Kina blive på jorden og afventer situationen i det øvrige Europa.

Karnevallet i den norditalienske by Venedig er aflyst efter udbruddet af coronavirus i Norditalien. Her går en gruppe rundt med mundbind på Markuspladsen i Venedig. (Foto: MANUEL SILVESTRI © Scanpix)

- I dag er det ikke noget, vi har i vores planer. Men det er klart, at vi kigger vældigt nøje på det her dagligt og vil agere, så snart vi får indikationer fra myndighederne, siger Simon Pauck Hansen.

Investorerne ser dog ikke ud til at være enige i den relativt optimistiske udlægning fra SAS. Mandag og tirsdag faldt SAS' aktiekurs med samlet over ti procent. Og efter regnskabsaflægningen tirsdag står selskabet til at skrumpe med over otte procent.

På en uge har SAS mistet 22 procent af sin markedsværdi.

Underskud på 600 millioner

I kvartalsregnskabet leverer SAS en omsætning på 9,7 milliarder svenske kroner mod 9,4 milliarder samme periode året før. Det svarer til en omsætning på omkring 6,86 milliarder danske kroner fra november til januar i år.

Resultatet efter skat viser dog et voksende underskud. Fra 469 millioner svenske kroner til 861 millioner svenske kroner svarende til godt 600 millioner danske kroner.

- Egentlig leverer vi et regnskab på linje med de forventninger, vi lagde frem. Men det, der rammer os, er en svag svensk og norsk krone og nye regnskabsstandarder, som vi har måttet implementere, siger Simon Pauck Hansen.

En anden risiko for SAS er, at dele af personalet igen vil nedlægge arbejdet på grund af forliste overenskomstforhandlinger.

I 2020 skal der nemlig fornys lokalaftaler for hele 25 foreninger, herunder skal der indgås aftale med alle fire kabineforeninger.

- De er under opstart i Danmark og Sverige og bliver løbet i gang i Norge i marts måned. Vi forventer, de er afsluttet inden for de næste to-tre måneder, siger Simon Pauck Hansen i P1-programmet Følg Pengene.