Mange arbejdsgivere læser dit CV, før de læser selve ansøgningen. Derfor er det en god idé at gøre noget ekstra ud af arbejdet med CV'et.
Dit CV skal give et hurtigt overblik over dig og din baggrund. Det bør være en kort og målrettet beskrivelse af din professionelle baggrund. Undgå at bruge det samme standard CV til alle dine ansøgninger. CV'et bør altid stiles direkte mod det job, du søger.
Der er ikke nogle regler for, hvor langt et CV skal være. Det skal dog være hurtigt at se igennem og let at danne sig overblik over.
Hvordan du skal opbygge og formulere dit CV, er en smagssag. Det er dog vigtigt, at CV'et udstråler den person, du er og er målrettet den type job, du søger.
Klassisk, kronologisk CV
Det klassiske CV kaldes også det kronologisk opstillede CV. Erhvervserfaring, uddannelse mm. opstilles i kronologisk orden efter årstal med det nyeste øverst.
Det klassiske CV er ofte opstillet i listeform med årstal, navn på arbejdsplads eller uddannelsesinstitution og evt. en kort uddybelse.
Fordelene ved det klassiske CV er, at det er let for læseren at danne sig overblik, og de fleste arbejdsgivere er vant til at modtage denne type CV.
Ulempen ved det klassiske CV er, at det er op til læseren at fortolke hvilke erfaringer, der er relevante i forhold til jobbet, og at gennemskue, hvilke kompetencer du i øvrigt har. Se et eksempel på et kronologisk opdelt CV.
Moderne, kompetenceinddelt CV
Det moderne CV kaldes også det kompetenceopdelte CV, da det tager udgangspunkt i de kompetencer, som er relevante for jobbet. Under hver kompetence uddybes hvilke erfaringer, der har givet dig kompetencen.
Ofte indledes det moderne CV med et kort resume af dine kompetencer, erfaringer og personlighed, som er allermest relevant for det job, du søger.
Fordelene ved det moderne CV er, at det er målrettet jobbet, og det tvinger dig til at være afklaret omkring dine kompetencer og sætte dig ind i, hvilke kompetencer jobbet kræver.
Ulempen ved det kompetence opdelte CV er, at det kan virke rodet og uoverskueligt. Det kan være vanskeligt at danne sig overblik over, hvilken erfaring du reelt har. Se et eksempel på et kompetenceopdelt CV.