Dårlig premiere for DSBFirst

Det skulle blive væsentlig bedre, med sådan er det ikke gået. I går var første hverdag for DSBFirst som operatør af kystbanen, og det blev en dag præget af store forsinkelser og mange aflysninger.

DSBFirst fik en dårlig premiere med store forsinkelser på kystbanen i går. (Foto: René Strandbygaard © DSB)

Det skulle være så godt, men foreløbig er vi kun kommet til det punkt, hvor passagererne på kystbanen går grueligt meget ondt igennem.

Søndag havde DSBFirst premiere på driften af kystbanen, og mandag var ilddåben på en ganske almindelig hverdag. Det gik ikke som det skulle, for dagen var præget af forsinkelser og flere aflyste tog.

Nogle tog måtte vende i Nivå, selv om de skulle helt til Helsingør, og mellem de to sidste stationer på kystbanen - Snekkersten og Helsingør - var der det meste af dagen indsat busser, skriver Helsingør Dagblad.

Skidt start for nyt selskab

Dermed fik DSBFirst, som er et selskab med parterne DSB og det skotske trafikselskab First Group, ikke den bedste start på driften af Kystbanen.

Hos DSBFirst erkender vicedirektør Esben Norup problemerne.

- Togtrafikken på Kystbanen har i morgenmyldretiden mandag ikke kørt fuldt ud tilfredsstillende, og det beklager vi, siger han til Helsingør Dagblad.

Problemerne forplantede sig

Ifølge Esben Norup begyndte problemerne klokken fem mandag morgen, hvor mange ansatte ikke vidste, hvilke tog de skulle melde sig til. Derfor blev tog mod Helsingør forsinket, og det fortsatte hele dagen.

Hele dagen i går knoklede personalet i DSBFirsts togstyringscentral med at få rettet op på de logistiske problemer, inden eftermiddagsmyldretiden satte ind.

Det lykkedes dog ikke, og her til morgen er myldretidskørslen igen amputeret, og problemerne frygtes at vare ugen ud.

Har du kørt med DSBFirst? Fortæl her, hvordan du oplevede turen.

Facebook
Twitter