Dagens aktienedtur er isoleret til Kina

Kinas aktiemarked fortsætter nedturen, men i resten af Asien har markederne rettet sig.

Kursfaldene er aftaget noget i Asien, bortset fra i Kina. (© DR)

De asiatiske aktier tog endnu en stor nedtur, da aktiemarkederne åbnede i nat. Men kursfaldene er aftaget noget, og i Hong Kong og Sydney ligger aktierne med et lille plus.

I Kina faldt aktierne seks procent fra markedets åbning, men også her er faldene blevet indsnævret noget, selv om de stadig ligger i minus.

- Det kan være tid til en kinesisk enegang med kursfald, som ikke er relateret til den økonomiske udvikling, men til at kinesernes lånefinansierede aktiefest nu giver tømmermænd, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

Det lysner for de asiatiske markeder

Og chefstrateg Henrik Drusebjerg fra investeringsbanken Carnegie er enig i, at det værste nu er ovre for de fleste andre asiatiske markeder.

- De fleste markeder i Asien ligger en til tre procent højere, bortset fra Kina som ligger til et fald på tre procent, siger chefstrategen og regner med, at Europa og USA vil klare sig bedre:

- Vi forventer, at aktiemarkederne i Europa og USA åbner et par procent højere, siger han.

Forventer stigninger i Europa og USA i dag

Ligeledes ser Peter Lundgreen, der er direktør i Lundgreens, som tilbyder uafhængig økonomisk rådgivning, lysere på aktiemarkeder i dag, end han gjorde i går.

- Altså i dag her i Europa, der er vi nok en smule lettede, og det forventer jeg også vil ske i New York, siger Peter Lundgreen, som mener at den tid er ovre, hvor alle kinesiske aktier bare stiger.

Sundt med nedtur

Den kinesiske aktienedtur kommer efter, at de kinesiske aktier er steget med 150 procent det seneste års tid, og derfor er det sundt med en korrektion i markedet, mener Peter Lundgreen.

- Det, vi skal lære, er, at der er købt rigtig mange aktier de seneste år, fordi centralbankerne har stillet billig likviditet til rådighed, og den aktivitet, den holder altså ikke, understreger Peter Lundgreen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk