Danish Crown: Fusion med Tican afblæst

Fusionen mellem de to slagterier, Tican og Danish Crown, bliver ikke til noget, da det ikke har været muligt at få den godkendt inden for tidsfristen.

Danish Crown og Tican slagterierne har både foreslået frasalg af produktion og salg af danske råvarer i et forsøg på at få fusionen godkendt af Konkurrencestyrelsen. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Bestyrelsen i Danish Crown har efter syv måneders sagsbehandling konstateret, at de ikke kan nå at få godkendt fusionen med Tican inden for konkurrencemyndighedernes tidsfrist.

Det skriver slagteriet i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Derfor bortfalder ansøgningen om en godkendelse af fusionen nu.

- Vi har indleveret en lang række forslag til tilsagn til Konkurrencestyrelsen, og selv om vi har rådført os med styrelsen om, hvad der skal til for at kunne gennemføre fusionen, så har tilsagnene ikke været tilstrækkelige til at opnå en godkendelse, siger direktør Kjeld Johannesen i meddelelsen.

Ifølge Danish Crown har slagteriets tilsagn både handlet om frasalg af produktion og salg af danske råvarer.

Det har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderet var utilstrækkeligt og derfor afvist.

Hos Danish Crown ærger man sig over, at Konkurrencestyrelsen har fokuseret på den nationale vinkel i sin vurdering og ikke en samlet europæisk.

- Det er vanskeligt at se et indre marked i Europa udvikle sig, hvis alle nationale konkurrencemyndigheder fastholder et lokalt perspektiv, siger Kjeld Johannesen i meddelelsen og tilføjer:

- Jeg har rigtig svært ved at få øje på, at dette udfald gavner konkurrencen. Men det er med til at forhindre udviklingen af dansk erhvervsliv.