Danish Crown skærer ned igen

På et år har Danish Crown afskediget 2600 medarbejdere. I dag blev ekstra 108 ansatte i oksekødsdivisionen samt 50 administrative medarbejdere varslet fyret.

Slagterikoncernen Danish Crown varsler yderligere indskrænkninger, efter at 850 ansatte på tre slagterier blev varslet fyret for fem uger siden. (© DR-Bornholm)

Slagterikoncernen Danish Crown med cirka 10.000 arbejdspladser i Danmark skærer endnu en gang for at klare sig i konkurrencen.

Selskabets ledelse orienterede i dag medarbejderne om en række reduktioner og sammenlægninger i koncernen. Bl.a. lukkes to slagtesteder i oksekødsdivisionen, Gimsing og Holstebro Øst, ligesom der fjernes 50 administrative stillinger i svinekødsdivisionen.

Koncernen har ved at lukke 10 afdelinger og afskedige 2600 medarbejdere det seneste år opnået besparelser på 470 millioner kroner, oplyser koncernchef Kjeld Johannesen.

- De seneste tiltag er kun en del af det arbejde, der i disse måneder foretages for at sikre reduktion af omkostningerne i selskabet og for at kunne præstere et troværdigt og konkurrencedgtigt budget for 2009-10, siger Kjeld Johannesen.

For kun fem uger siden blev 850 medarbejdere varslet fyret på tre jyske slagtesteder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk