Danmark er blandt EU's sorte får

Fra at være EU-klassens økonomiske duks vil Danmark næste år modtage en løftet pegefinger for det store underskud på de offentlige finanser.

Vi opfylder ikke længere eurokravene. Fra at være EU-klassens økonomiske duks vil Danmark næste år modtage en løftet pegefinger for det store underskud på de offentlige finanser. (Foto: John Thys © Scanpix)

Den går ikke. EU's økonomi- og finansministre vil i løbet af næste år løfte en advarende pegefinger overfor Danmark.

Underskuddet på de knap 95 milliarder kroner - svarende til 5,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) - skal bringes ned på tre procent af BNP.

Der fremgår af regeringens Økonomiske Redegørelse.

Olien forsvinder, flere ældre...

- De henstillinger, der netop er vedtaget for andre lande, peger på, at Danmark skal nedbringe underskuddet til under tre procent af BNP senest i 2013, og at den strukturelle saldo skal forbedres med mindst ni milliarder kroner om året i 2011-2013, hedder det i Økonomisk Redegørelse.

Svækkelsen af de offentlige finanser sker uheldigvis samtidig med, at flere ældre trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og udsigten til færre skatteindtægter fra olieaktiviteterne i Nordsøen.

Engang kunne vi købe hele verden

- Det betyder, at der løbende skal findes budgetforbedringer for at sikre uændret offentlig saldo i udgangspunktet, skriver regeringens økonomer.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil straks i det nye år fremlægge en vurdering af, hvor omfattende problemerne for dansk økonomi er, men han vil ikke samtidig komme med en plan for, hvordan genopretningen skal ske.

På få år er dansk økonomi gået fra at være EU-duks med overskud i en klasse, så man med en tidligere finansministers ord kunne købe hele verden, til nu at være plaget af både stærkt stigende gæld og store offentlige underskud.

FacebookTwitter