Danmark får flest psykisk syge førtidspensionister

Danmark har europarekord i at producere nye førtidspensionister med psykiske lidelser. De ansvarlige erkender, at for mange psykisk syge parkeres.

Hver anden, der bliver tildelt førtidspension, døjer med en psykisk lidelse. (© AP Graphics)

Skizofreni, voldsom angst eller depression og andre psykiske lidelser sender flere på førtidspension end tidligere.

I 1999 var det hver fjerde nye førtidspensionist, der led af psykiske lidelser og dengang gav det Danmark en sjetteplads ved sammenligning med de andre OECD-landene.

Hver 2. med psykiske lidelser

Ved opgørelsen ni år senere havde billedet dog ændret sig.

Cirka hver anden nye førtidspensionist havde i 2008 en psykisk lidelse og det er den højeste andel hos alle OECD-lande.

Det skriver KL's magasin Momentum.

Antallet af nye førtidspensionister, der ender på ordningen hvert år, er steget i samme periode, ligesom det samlede tal er vokset og der er i dag omkring 250.000 danskere, der modtager ydelsen.

Får førtidspension for hurtigt

- Når man ser på mængden af førtidspensionister - især de unge med psykiske lidelser - må vi jo nok erkende, at man kunne have tilbudt dem noget andet. Vi har været for hurtige til at tilbyde dem førtidspension, lyder reaktionen fra Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer og socialchef i Rødovre Kommune.

Han erkender dermed, at han og kollegerne i andre kommuner bærer en del af ansvaret for de mange med psykiske lidelser, der er 'parkeret' på livsvarig forsørgelse uden for arbejdsmarkedet

- Selvfølgelig har vi en del af ansvaret for at bringe tallet ned, så færre er parkeret på ordningen resten af livet. Vi skal være bedre til at se de konkrete job-eller netværksmuligheder, der er for den enkelte.

Arbejdsgivernes ansvar

Vilhelm Borg, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, mener også, at samfundet bør være langt mere tilbageholdende med at sende folk på permanent førtidspension.

- Arbejdsgiverne bør generelt gøre langt mere for at fastholde psykisk sårbare i job ved at tilpasse arbejdet i de perioder, hvor de har det svært, siger han til Momentum.

Han mener, at Danmarks førsteplads i OECD-opgørelsen kan skyldes, at personer med psykiske lidelser i andre lande bliver passet i hjemmet og forsørget af de pårørende.

Som at helbrede vandskræk

Men han er bekymret over tallene og mener, at vi i Danmark opgiver folk for tidligt ved at give dem en permanent førtidspension i stedet for at gøre det midlertidigt.

- Man helbreder jo ikke folk ved at fjerne dem fra det, de har angst for. Hvis man har vandskræk, kan man jo godt undgå det ved ikke at gå i vandet, men man kommer kun af med sin vandskræk, hvis man går i vandet, siger Vilhelm Borg.

- Og det samme med arbejde. Hvis man er bange for, at man ikke kan klare et arbejde, er den eneste løsning jo at prøve.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk