Danmark har verdens dyreste latte

Ingen andre steder er en kop caffe latte så dyr som i København. Men det er da logisk siger en marketingschef - mælk er jo dyr i Danmark.

Københavns allerdyreste caffe latte fås på Cafe Europa til 42 kroner. (© Scanpix)

En stor kop caffe latte koster mellem 30 og 40 kroner på københavnske kaffebarer og dermed er en verdensrekord i hus. Ingen andre steder i verden er en avanceret kop kaffe med mælk så dyr.

Det viser en undersøgelse Politikens korrespondenter har udført.

Ikke overraskende får man den billigste caffe latte i lande som Inden og Syd Afrika.

I Goa i Indien koster en stor latte til at tage med under 5 kroner. I Cape Town i Sydafrika er prisen 11 kroner.

Dyrere end dyre steder

Mere overraskende viser undersøgelsen, at caffe latte i København også er dyrere end i andre af verdens dyre storbyer.

Hippe steder som New York, Zürich, Bruxelles og Tokyo topper prisen ved 25 kroner.

Selv i vores nabolande Sverige og Norge kommer den ikke over 30 kroner.

Logisk at den er dyr

Marketingchefen i kaffekæde Baresso, Anita Grubbe Jensen, siger, at det er logisk, at kaffen er dyrest i Danmark.

- Vi har højere skatter og afgifter, høje lønninger, og så er mælk også dyrere i Danmark end i mange andre lande. Og mælk er der jo en del af i en latte, siger hun til Politiken.