Danmark og Sverige er enige om redning af Postnord

Danskerne betaler størstedelen af milliardregning for at redde postkoncernen.

Aftalen kommer efter lange og hårde forhandlinger, som repræsentanter fra Danmark og Sverige har haft gennem de seneste dage. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er nu en aftale for Postnords fremtid, der bevarer postkoncernen i sin nuværende form.

Aftalen kommer efter lange og hårde forhandlinger, som repræsentanter fra Danmark og Sverige har haft gennem de seneste dage.

Den svenske erhvervs- og innovationsminister Mikael Damberg siger på et pressemøde i Stockholm, at Sverige betaler 309 millioner kroner, og Danmark betaler 1,364 milliarder kroner.

- Det er ingen hemmelighed, at det har været hårde forhandlinger. Men jeg er tilfreds med resultatet, siger den svenske minister.

Den danske og svenske stat har i flere måneder forhandlet om, hvordan man skal løse de økonomiske problemer i postkoncernen, som er ejet af Danmark og Sverige i fællesskab.

- Det havde sikkert været godt at finde en løsning hurtigere. Men det kræver også, at man er tilfreds med resultatet, siger Mikael Damberg.

Flest penge går til fyringer

Det danske finansministerium skriver i en pressemeddelelse, at langt størstedelen af det danske bidrag skal gå til at kompensere Postnord med 1,16 milliarder kroner for udgifter i forbindelse med afskedigelser af tidligere tjenestemænd.

- Vi er blevet enige om at gennemse aktionæroverenskomsten med Danmark. Det er ikke godt, at der mangler en tydelig konfliktløsningsmekanisme i aftalen, og det skal vi forbedre, siger Mikael Damberg på pressemødet.

Den svenske minister vil ikke udelukke, at Postnord får brug for yderligere penge i fremtiden.

Men han vurderer, at det vil kunne løses af koncernen selv, for eksempel gennem lån, frasalg af ejendomme samt stram styring af postvirksomhedens omkostninger.

Mindre end Postnord har forlangt

Finansministeriet skriver i sin pressemeddelelse, at den svenske stat med aftalen også forpligter sig til at kompensere Postnord, hvis der i fremtiden bliver problemer i den svenske del af postkoncernen.

- Jeg er glad for, at vi nu sammen med vores svenske kolleger har fundet en god løsning, der sikrer omstillingen af Post Danmark, så selskabet er rustet til fremtidens udfordringer på postmarkedet, siger finansminister Kristian Jensen (V) i pressemeddelelsen.

De i alt 1,673 milliarder kroner er dog langt fra det beløb, som Postnord tidligere har bedt om at få.

I juli sagde Jens Moberg, der er bestyrelsesformand for Postnord, at det ville kræve 2,3 milliarder kroner at få postkoncernen på ret kurs igen.

PROBLEMERNE I POSTNORD

  • Postnord er ejet af den danske og svenske stat i fællesskab.

  • Den nordiske postgigant blev skabt i 2009 med en sammenlægning af Post Danmark A/S og det svenske Posten AB.

  • Den svenske stat ejer 60 procent af selskabet, mens den danske stat ejer 40 procent.

  • Siden årtusindskiftet er brevmængderne i den danske virksomhed faldet med cirka 80 procent.

  • Posthuse er de seneste år lukket i stor stil. Samtidig er portoen blevet dyrere.

  • I februar fremlagde Postnord et regnskab for 2016 med et driftsunderskud på lige over en milliard svenske kroner.

  • Selskabet forventer samme underskud i 2017 og 2018 - et underskud det selv vil finansiere, lyder det.

  • Postnord tabte omkring 750 millioner svenske kroner i første halvdel af 2017 på sin forretning i Danmark. Dermed accelererede blødningen, der var dobbelt så stor som samme tid sidste år.

  • Postnord Danmark har 10.000 ansatte, og selskabet har siden 2013 foretaget reduktioner svarende til cirka 3000 fuldtidsstillinger.

  • De faldende brevmængder betyder, at Postnord Danmark er i krise. Der er derfor behov for en omlægning af selskabet.

  • Derfor har Postnord bedt ejerne om 2,3 milliarder kroner til en redningspakke, der skal gå til en omlægning af selskabet.Kilder: Postnord og Ritzau

Facebook
Twitter