Danmark og Sverige skyder milliarder i SAS

Nordens største flyselskab er foreløbig reddet fra konkurs.

Redningsplan holder SAS på vingerne. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Nordens
største flyselskab, SAS, kan foreløbig ånde lettet op, efter den danske og svenske stat træder til med en massiv pengeindsprøjtning, som skal sikre SAS' overlevelse på den anden side af coronakrisen.

Af en netop offentliggjort redningsplan fremgår, at flyselskabet vil blive polstret med ekstra 10 milliarder kroner. Blandt andet ved at den danske og svenske stat øger deres ejerandel i SAS.

Redningsplanen er støttet af de tre største aktionærer i selskabet: Den danske stat, som ejer 14 procent, den svenske stat, som ejer 14 procent og Knut og Alice Wallenbergs stiftelse, som ejer 6,5 procent.

Nye aktier og obligationer

De mange milliarder kroner skal blandt andet tilvejebringes gennem lån - såkaldte hybridobligationer - fra de to stater for 4,3 milliarder kroner.

- På vegne af SAS' bestyrelse vil jeg gerne sende en tak til vores aktionærer for støtten i disse hidtil

usete
og udfordrende tider. Jeg vil også gerne takke SAS-ansatte for deres
ekstraordinære
engagement og støtte i løbet af denne udfordrende periode, siger Carsten Dilling, formand for bestyrelsen for SAS i en selskabsmeddelelse.

Planen skal forbi en ekstraordinær generalforsamling den 25. august, før den kan blive endeligt vedtaget.

Stemmes der ja, vil antallet af SAS-

aktier
stige med mellem 6,7 og syv milliarder, hvilket svarer til en udvanding af de nuværende
aktier
med omkring 95 procent.

Langt størstedelen af pengene kommer fra den danske og svenske stat - knap otte milliarder kroner, mens Wallenberg-stiftelserne garanterer for 184 millioner kroner i aktieudvidelsen.

Med redningsplanen øger den danske og svenske stat sin ejerandel fra de cirka 14 til 20 procent.

Den norske stat har desuden givet

tilsagn
om at skyde 355 millioner kroner i selskabet for at opretholde indenrigsflyvninger i Norge.

Norge har været en del af forhandlingerne, og det har været diskuteret, om Norge skulle vende tilbage til SAS som medejer, efter staten trak sig som aktionær i 2018.

Men Norge forbliver altså på sidelinjen.

- Sammen med den reviderede forretningsplan vil rekapitaliseringsplanen gøre os i stand til at modstå denne krise og komme tilbage som en stærk og bæredygtig

leverandør
af skandinavisk infrastruktur, siger Carsten Dilling.

Massefyringer mandag

Luftfartsindustrien er ramt af en historisk stor krise, efter det internationale udbrud af corona har lagt lufthavne på tværs af verden øde.

Og den nordiske luftfartskæmpe, SAS, er på ingen måde gået fri.

I det seneste regnskab - perioden februar til april - tabte SAS således omkring 2,5 milliarder kroner.

Og selv om SAS får hentet frisk kapital, er selskabet langt fra at være tilbage på de samme omdrejninger som før coronakrisen.

Redningsplanen fremlægges dagen efter, at 1.593 danske medarbejdere blev opsagt. I Sverige er 1.900

varslet
fyret, og i Norge står 1.300 fuldtidsansatte til at miste jobbet.

I alt var 11.000 ansat i SAS før coronakrisen.

Ifølge SAS er der foreløbig fundet besparelser for 2,8 milliarder kroner frem mod 2022. Men det er altså slet ikke nok til at holde SAS i live, lyder det fra selskabet.

- Selvom lande begynder at åbne deres grænser, forventes luftfartsindustrien at skulle gennem 2022, før efterspørgslen når niveauerne før Covid-19, og genoprettelsesfasen er forbundet med stor usikkerhed, skriver SAS i sin meddelelse til børsen.

Facebook
Twitter