Danmark sender billig strøm til 480.000 i udlandet

Blæst betyder vindstrøm, og den danske blæst er så effektiv, at billig overskudsstrøm sendes til udlandet.

Ifølge Jyllands-Posten bliver 2,4 milliarder kilowatt-timer (kWh) sendt ud af Danmark. (Foto: Colourbox © Colourbox)

I perioder med blæsevejr er der i dag et så stort overskud af vindstrøm, at den grønne strøm sælges billigt til udlandet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

En ny analyse fra den grønne tænketank Grøn Energi viser, at 27 procent af al vindstrøm fra Vestdanmark sidste år blev solgt til udlandet til priser, der lå 21 procent under den gennemsnitlige markedspris.

Analysen er bestilt af Dansk Fjernvarme og er den første af sin slags. Grøn Energi er Dansk Fjernvarmes egen tænketank.

De 27 procent svarer ifølge Jyllands-Posten til, at 2,4 milliarder kilowatt-timer (kWh) bliver sendt ud af Danmark og ender i udenlandske stikkontakter. Den mængde strøm kunne i stedet dække det årlige strømforbrug hos 480.000 typiske husstande.

Dårlig aftale

Dansk Energi peger på, at den grønne omstilling, som er en del af energiaftalen fra 2012, er ude af trit.

- Der bliver gjort alt for lidt for at skabe afsætning for de store mængder vindstrøm, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, til Jyllands-Posten.

Eksempelvis vil fjernvarmesektoren gerne bruge mere vindstrøm, men det forhindrer høje afgifter. Derfor bliver vindstrømmen ikke omsat til billig varme.

Bedre elektrificering

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) erkender, at den grønne omstilling er ude af trit, men han vil afvente en analyse af el-afgifterne, der tidligst ventes færdig næste forår.

- Der er ingen tvivl om, at vi er kommet længst med at producere den grønne strøm. Vi er ikke kommet så langt, som vi gerne vil med at elektrificere Danmark, siger han til avisen.

/ritzau/

Facebook
Twitter