Danmark skal være klar, hvis hanerne til russisk gas pludselig bliver lukket: 'Europa står i en meget alvorlig og vanskelig situation'

Vi skal kunne klare os uden, hvis der bliver lukket for den russiske gas i de kommende uger eller dage, siger minister.

(Foto: DADO RUVIC © Ritzau Scanpix)

Vi skal forberede på en situation, hvor vi skal kunne leve uden russisk gas.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- I løbet af dage og uger kan der principielt blive lukket for gassen fra Putins side meget hurtigt, ligesom der også er forskellige sanktioner på bordet, når vi taler med vores kollegaer i EU.

Så sent som i går sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark skal være uafhængig af russisk gas 'hurtigst muligt'.

- Energipolitik er ikke længere kun energipolitik, men i den grad også sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at vi skal være uafhængig af russisk gas, sagde statsministeren på et pressemøde om et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.

Udmeldingen møder opbakning fra Dansk Industri (DI), der kalder på dansk biogas i stedet for russisk gas.

DI opfordrer dog politikerne til at lægge en plan for, hvad der sker, hvis russerne først trækker sig, så vi har et forsyningsberedskab, så danske virksomheder ikke bliver ramt på produktionen.

For vi kommer til at kunne mærke det i Danmark og resten af Europa, hvis Putin kapper gasforbindelsen, eller vi selv vælger at boykotte gas som en del af sanktionerne mod Rusland.

- Europa står i en meget alvorlig og vanskelig situation. Det vil have voldsomme konsekvenser. På kort sigt vil vi i Europa være nødt til at lukke hovedparten af vores virksomheder ned for at opretholde en varme- og elforsyning, siger Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

- Vi ønsker selvfølgelig ikke en situation, hvor nogen i Danmark skal fryse, og vi ønsker også at passe på de danske virksomheder. Men jeg må sige, at sker der en situation, hvor der bliver lukket med kort aftræk fra Rusland, så kommer det også til at få betydning i Danmark., siger Dan Jørgensen.

Han siger, at det kan blive nødvendigt for danskerne at hjælpe til i hjemmet ved at bruge mindre varme end normalt, men at man samtidig arbejder på en politisk nødplan.

DI: ' Vi må forberede os på at få mindre for pengene'

Ruslands invasion af Ukraine skaber angst i hele verden, og usikkerheden kan ses i energipriserne. Prisen på gas stiger med 80 procent mandag formiddag på den europæiske energibørs i Amsterdam.

Og overvejelser i USA og blandt allierede i Europa om et importforbud på russisk olie førte mandag morgen til, at olieprisen steg til det højeste niveau siden 2008, skriver Reuters.

Det vil sige, at en tønde olie af den europæiske referenceolie, Brent, mandag morgen koster cirka 893 kroner.

De stigende energipriser påvirker forsyningskæden og betyder i sidste ende, at varer bliver dyrere.

Hovedparten af Ruslands eksport består af olie, petroleumsprodukter og gas - i 2019 240 milliarder dollar. Over halvdelen går til EU. (Foto: GLEB GARANICH © Scanpix Denmark)

- Først og fremmest er der produktionsomkostninger, som stiger massivt i denne tid. Det gælder ikke kun Danmark. Og så er el i øvrigt også steget, så det bliver meget dyrere at producere, og det gør varer dyrere. Så vi må forberede os på at få mindre for pengene, siger Troels Ranis, der er branchedirektør for energi i DI.

Én af de virksomheder, der allerede mærker de stigende priser, og som bliver påvirket, hvis der bliver lukket for gassen, er Sophus Fuglsang Export Maltfabrik, der producerer og eksporterer malt til ølproduktion.

De bruger gas i produktionen, og kan ikke nå at lægge om i løbet af dage eller uger, som ministeren siger kan bliver nødvendigt.

- Nej, det kan vi ikke. Det er helt umuligt. Så må vi lukke ned, og så må alle i solidaritet vente med at drikke øl, og det er vel heller ikke noget problem i forhold til, hvad der foregår i Ukraine. Sammenlignet med det kan vi vel sagtens undvære et par øl, siger teknisk direktør Claes Fuglsang.

Sophus Fuglsang Export Maltfabrik er én af de mange virksomheder, der står til at få kappet gassen, hvis Rusland lukker for hanerne. Omkring 50 danske virksomheder er havnet på listen - blandt andet Arla og Novo Nordisk.

Ekspert: Løsningen bliver at eskalere den grønne udvikling

Hvis vi, som Dan Jørgensen siger, skal være klar til at kunne leve uden russisk gas inden for dage eller uger, skal der akutte tiltag til.

- Vi har cirka 50 procent fyldte lagre i Danmark, og de er noget lavere i Centraleuropa – måske bekymrende lave. Det er vores indtryk, at hvis vi kører som normalt, så har vi på den gode side af 40 dage, og hvis vi begynder at fordele det, vi har kigger vi måske på 90 dage, siger Troels Ranis.

Han opfordrer myndighederne til at skrue op for vores egen produktion af biogas 'i en hulens fart' og fremrykke byggeriet af nye biogasanlæg. Og så mener han, vi skal undersøge, om forsyningssikkerheden kan dækkes ind gennem den nye 'Baltic Pipe'-forbindelse fra Norge.

Meget af gassen, vi får fra Rusland, kommer fra det statsejede Gazprom. Flere partier i Folketinget så gerne, at kontrakten mellem Ørsted og Gazprom blev revet over. (Foto: maxim Zmeyev © Scanpix Denmark)

Men skal vi klare os helskindet igennem - også langsigtet - så skal der tages andre midler i brug, siger Brian Vad Mathiesen.

- Den situation, vi står i nu, er ekstremt alvorlig for Danmark og Europa. I en akut situation vil det være helt afgørende, at de virksomheder, der kan omlægge til andet end gas, gør det, siger han.

I en akut situation, hvor der bliver lukket for gassen, vil man i første omgang skifte til kul og olie samt forsøge at øge importen af flydende naturgas, som dog er en dyr affære.

- Jeg taler ikke for, at vi skal bruge mere kul og olie, men der er tale om en akut situation. På kort sigt skal vi kunne etablere noget vedvarende energi for at erstatte det meget kritiske forbrug og komme ned på et niveau, hvor vi ikke importerer så meget russisk gas, men i den akutte situation er det alle midler, der gælder.

På lang sigt mener Brian Vad Mathiesen, at det, der skal redde os, er at reducere på forbruget af gas og øge på vedvarende energi. Der er allerede planer på bordet for en grøn omstilling, men det skal eskaleres nu, siger han.

Han vurderer, at lægger vi os i selen, kan Danmark være helt færdig med at importere gas i løbet af 5 til 8 år.

- Den russiske gas bør vi kunne komme helt af med i løbet af tre år, uden at vi er nødt til at lukke noget ned, så vi kan fastholde normal drift.

Kan man bare sådan lige omlægge?

- Meget af industrien kan relativt enkelt elektrificeres. Der er nogle steder, hvor det er kompliceret og kræver en hel del omkostninger, så der skal vi sætte os ned og se på, om de specifikke virksomheder er store og vigtige nok, til at vi vil hjælpe dem med at komme af med gas.

I Sophus Fuglsang Export Maltfabrik ser man situationen an og håber på det bedste.

- Hvis det sker, må vi sætte produktionen ned i en periode, og så må vi se på alternativer, men den grønne omstilling kommer ikke over natten, siger Claes Fuglsang.