Danmarks mindste pengeinstitut truet af lukning

Nye regler fra EU og Finanstilsynet truer små banker på livet

Fjaltring Trans Spare og Lånekasse vest for Lemvig helt ude ved Vesterhavet, er truet af lukning efter nye krav fra EU og Finanstilsynet, som betyder, at de små banker skal have flere penge på kistebunden for at få lov at drive bank. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Landets mindste pengeinstitut er truet af lukning.

Det siger direktør Anni Skaaning fra Fjaltring Trans Spare og Lånekasse vest for Lemvig, helt ude ved Vesterhavet, efter nye krav fra EU og Finanstilsynet, som betyder, at de små banker skal have flere penge på kistebunden for at få lov at drive bank.

Må lukke

- Vi må lukke sparekassen. Og det synes jeg er rigtig ærgerligt, fordi vi kan støtte nogle af de lokale projekter helt herude vestpå. Vi kan for eksempel hjælpe med boligfinansiering, hvor kreditforeningen har sagt nej til rigtig mange ting, siger Anni Skaaning.

Spare- og lånekassen er grundlagt i 1873, alle kunder får det samme i rente, og der er håndskrevne sparekassebøger - og åbningstiden er mandag eftermiddag fra klokken 16 til 18 på Fjaltring Friskole.

Det er nye regler fra EU og Finanstilsynet, som får direktør Anni Skaaning til at spå en lukning. Tilsynet er nemlig på vej med nye krav om, at de små banker skal have flere penge på kistebunden for at få lov at drive bank.

Skal sætte flere penge til side

De nye regler betyder, at bankerne kan blive tvunget til at sætte mellem to og seks procent flere penge til side, så banken selv kan betale en større del af regningen, hvis den går konkurs.

- Og det har andelskassen ikke råd til, siger direktør Anni Skaaning.

De nye krav bliver ikke bare et problem i Fjalttring Trans Låne og Sparekasse.

De vil være et problem for flere små og mellemstore banker, som i forvejen har en anstrengt økonomi, siger bankeksperten Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Flere små banker vil forsvinde

Han mener, at kravene fra EU og Finanstilsynet vil få flere små banker til at forsvinde som selvstændige banker.

- Det er typisk banker, som er lokalt funderet, der vil have problemer, men meningen med de nye regler er måske, at man selv indser - hvis man har svært ved at leve op til kravene - at man skal fusionere med andre pengeinstitutter, siger Lars Krull.

Der var 145 banker i Danmark i 2007. I dag efter finanskrisen er der 72 tilbage.

Problem for landmænd

De nye krav vil også give problemer blandt landmænd og små virksomheder, fordi de ofte er afhængige af den lokale bank, siger formanden for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild.

- Kriseramte landmænd kan få sværere ved at få adgang til finansiering af for eksempel ejerskifte, siger Martin Merrild.

Han opfordrer Finanstilsynet til at indføre de nye krav over mere end fem år, så de små pengeinstitutter har bedre chancer for at overleve.

Hør Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, forsvare udspillet i dagens P1 Business klokken 13.03.

Facebook
Twitter