Danmarks største altan-virksomhed er gået konkurs: Det giver hovedbrud i andelsforeninger

Altan.dk's konkurs sætter både andelsboligforeninger og andre kunder i klemme, lyder det fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og Forbrugerrådet Tænk.

Altan.dk blev stiftet i 2006. Hvert år monterede virksomheden cirka 3.000 altaner. Men nu er virksomheden gået konkurs, og flere kunder er kommet i klemme. (© DR Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Hvert eneste år satte Altan.dk ifølge virksomheden selv omkring 3.000 altaner op.

Men nu er det slut for Danmarks største altanvirksomhed, der i dag blev taget under konkursbehandling efter en konkursbegæring blev indgivet til Gældsstyrelsen.

En lang række af de altaner, som virksomheden har sat op – og skulle sætte op – var hos andelsboligforeninger landet over.

De står nu i en meget svær situation, siger direktør for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), Jan Hansen.

- Den her konkurs vil koste andelsforeningerne penge. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Flere andelsboligforeninger har brugt Altan.dk og kan på forskellige måder nu være kommet i klemme, fortæller ABF's direktør Jan Hansen. (© Jacob Nielsen / ABF)

Hos ABF repræsenterer man både andelsboligforeninger, som allerede har fået sat altaner op – og foreninger, der har lagt penge hos Altan.dk og indgået en aftale om at få sat altaner op i fremtiden.

I begge tilfælde kan andelsforeninger komme i klemme, forklarer Jan Hansen.

- Vi har foreninger, som er gået i gang med projektet, men ikke har fået det færdiggjort. De står nu med den store udfordring, at de skal have et andet firma til at gøre byggesagen færdig.

- Det vil jo i sig selv fordyre hele projektet, at man nu skal have et andet firma til at færdiggøre Altan.dk’s arbejde.

Foreninger kan på forskellig vis komme i klemme

Ifølge formanden for ABF har netop Altan.dk været meget dominerende på markedet.

Netop af den årsag er der en lang række andelsboligforeninger, der har brugt firmaet.

Og selvom man allerede har fået sin altan sat op, kan man som forening komme i klemme, hvis der skulle opstå fejl eller mangler på den altan, hvor morgenkaffen bliver nydt.

For så længe Altan.dk er gået konkurs er de garantier, som firmaet har stillet deres kunder, måske ikke lige så meget værd længere, siger Jan Hansen.

Værst stillet er måske de andelsboligforeninger, som allerede har lagt pengene hos Altan.dk, og hvor arbejdet endnu ikke er gået i gang.

Ifølge Jan Hansen er det forskelligt, hvilke aftaler andelsboligforeningerne har indgået med Altan.dk. Men i en række tilfælde har det været med en konstruktion, hvor selskabet har stillet nogle garantier.

Hvis garantierne ikke har kunnet indfries, ville der blive udbetalt penge til andelsboligforeningen via et forsikringsselskab.

- Det er en fejl at tro, at forsikringsselskaberne nu bare står klar til at betale for deres blå øjnes skyld, siger direktøren for ABF.

- Vores bedste råd er, at man nu får gransket de aftaler, der er blevet lavet med Altan.dk og får noget juridisk bistand. Men det i sig selv er jo også en meromkostning, siger han.

Tænk: 'Forbrugerne står sindssygt dårligt stillet'

Kunderne er generelt dårligt stillet, hvis man har bestilt en ny altan hos Altan.dk.

- Umiddelbart er man rigtig dårligt stillet, når man som forbruger har indgået en aftale med en virksomhed, der senere hen viser sig at gå konkurs, siger Martin Bruun-Houmølle, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Når en virksomhed går konkurs, er første skridt, at der sættes en kurator på, som skal finde ud af, om der er nogle penge tilbage i virksomheden, forklarer han.

Er der det, er kunderne desværre oftest sidst i køen til at få fingrene i nogle af dem. Derfor er der for helt almindelige forbrugere desværre en stor risiko for, at pengene vil være tabt, siger Martin Bruun-Houmølle.

Dog er der noget, man som kunde bør gøre.

- Et rigtig godt sted at starte er ved at finde ud af, hvem der er kurator på konkursboet og så få anmeldt sit krav hos dem. Og så er det en god idé at få kigget den aftale igennem, man har lavet med Altan.dk.

Ifølge virksomhedens egen hjemmeside monterer Altan.dk over 3.000 altaner årligt og beskæftiger mere end 150 medarbejdere i Danmark og Sverige. (Arkivfoto) (© Thomas Rousing/Ritzau Scanpix)

Tidligere på året gik auktionssiden Lauritz.com også konkurs. Her oplevede flere kunder ligeledes at komme i klemme, fordi de havde penge til gode hos virksomheden.

- Forbrugerne står altså sindssygt dårligt stillet, sådan som lovgivningen er i dag. Der er faktisk ikke det store at gøre.

Som kunde er det meget svært at sikre sig imod at ende i sådanne situationer, siger forbrugerrådets jurist. For selv hvis man går så langt som at sætte sig ind i en virksomheds regnskab er der ingen garanti for, at virksomheden ikke alligevel kan gå konkurs.

- Det er fuldstændig urimeligt, fordi det stiller forbrugeren i en sitaution, hvor man risikerer at miste kæmpestore beløb, uden man kan gøre noget, siger Martin Bruun-Houmølle.