Danmarkskort: Se, hvor meget der kilometerspoles i dit område

Tast dit postnummer ind og se, hvor ofte der kilometerspoles i din kommune.

På landsplan er der mistanke om kilometerfusk i ét ud af 200 syn.

Det kræver blot et opkald eller et billigt apparat fra ebay eller Wish at få tilbagespolet kilometertælleren på en bil.

Og da den økonomiske gevinst ved kilometerspoling er stor, har mange svært ved at stå for fristelsen, selv om det er ulovligt at sælge en bil uden at oplyse bilens reelle kilometerstand.

Den eneste mulighed for at opdage kilometersnyd er ved at sammenligne synsrapporter, hvor bilens kilometerstand indtastes hvert andet år.

I samarbejde med sammenligningstjenesten Tjekbil.dk har DR Nyheder trukket tal for samtlige syn i Danmark fra 2015 til 2018 og fordelt de mistænkelige syn på landets kommuner.

Tallene viser, at der på landsplan er mistanke om kilometerfusk i ét af 200 syn.

I søgefeltet herunder kan du indtaste dit postnummer og se, hvor omfattende problemet med kilometerspoling er i din kommune.

Fakta: Sådan har vi skaffet tallene

  • Tjekbil.dk har for DR Nyheder trukket tal ud fra det Digitale Motorregister (DMR), som samler alle synsrapporter centralt.

  • Der er trukket tal for bilernes indberettede kilometerstand på samtlige synsrapporter fra 2015 til 2018.

  • Ved at følge bilens registreringsnummer kan Tjekbil.dk fange, når en bil har 'kørt baglæns' mellem to syn. Altså hvor bilen ifølge synsrapporten har kørt færre kilometer, end bilen havde kørt ved foregående syn. I de tilfælde er der tale om 'kilometerspoling'.

  • Tallene er fratrukket bilernes første syn, da det ikke ud fra det første syn er muligt at fange, om en bil er kilometerspolet.

  • Derfor vil der generelt være tale om biler, som er mindst seks år gamle, da en bil første gang synes efter fire år og derefter hvert andet år.

  • Tallene er trukket for hver enkelt synshal. Det gør det muligt at se, hvordan omfanget af kilometerspoling fordeler sig geografisk.

Om Tjekbil.dk

  • Tjekbil.dk henter data fra bl.a. Tinglysning, Skat, Trafikstyrelsen, BilGalleri og Bil-Handel.

  • Tjekbil.dk er en del af Heymate, en udvikler inden for online-branchen.

Facebook
Twitter