‘Ding’, siger mobiltelefonen. 'Du har været været i nærkontakt med en person, der er testet positiv for coronavirus (Covid-19)', står der.
Derefter følger anvisninger til, hvad du nu skal gøre.
Teksten er fiktiv, men nogenlunde sådan kan det komme til at foregå, hvis danskerne downloader den app, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag annoncerede på regeringens pressemøde. Sundhedsministeren fortalte dog ikke, hvordan appen skal fungere, eller hvem hvem der skal lave den.
Men ifølge regeringens hjemmeside vil den kommende app “efter norsk model” være frivillig og blive lanceret inden for de "kommende uger".
I Norge er sundhedsmyndighederne et stykke foran og forventer at lancere appen allerede efter påske.
Det forklarer Kyrre Lekve, vicedirektør i Simula, der udvikler appen for det norske Folkehelseinstituttet - Sundhedsstyrelsens norske pendant. Ifølge ham er der en række lighedspunkter i det foreløbige udspil fra de danske myndigheder og deres app:
- Den måde, vores app fungerer på, ligner meget det, den danske regering skitserer her. Det ser nærmest ud, som om de læste om vores app, da de skrev det.
Bruger gps og bluetooth
Lekve ved ikke, om danske og norske myndigheder samarbejder eller har været i kontakt. Men han forklarer, at grundidéen i de to apps er identisk:
- Tanken er, at appen registrerer, hvor brugerne befinder sig hele tiden. Når to telefoner har været mindre end to meter fra hinanden i mere end femten minutter, kobles det sammen.
Den norske app registrerer ved hjælp af gps og bluetooth, hvilke andre brugere af appen den har været i nærheden af, og gemmer resultatet i en central og krypteret, “sikker cloudløsning” - altså en database, der er lagret i “skyen”.
Dermed adskiller appen sig fra det nyligt lancerede fælleseuropæiske app-projekt, der blandt andet tæller danske Sune Lehmann Jørgensen fra DTU.
Den app bruger kun bluetooth og registrerer slet ikke brugerens lokation - kun at man har været i nærheden af hinanden. Den vil således ikke kunne bruges af myndighederne til at holde øje med borgernes bevægelsesmønstre.
At den norske app ikke 'nøjes' med bluetooth hænger sammen med, at over halvdelen af nordmændene bruger iPhone. Og de fungerer af sikkerhedsmæssige grunde ikke til smittesporing, når de er i hviletilstand - altså når du ikke aktivt bruger appen, forklarer Kyrre Lekve.
- Den har en sikkerhedsfunktion i hviletilstand, som gør, at appen ikke fungerer, når du har den i lommen. Den virker kun, når du aktivt bruger telefonen.
Ligesom i Norge er omkring halvdelen af de danske smartphones iPhones.
Folkehelseinstituttet samler coronasmittede i database
Hvis en nordmand, der bruger appen, bliver smittet, sender de norske myndigheder en forespørgsel til Simula, der returnerer telefonnumrene på alle, som den smittede har været i nærkontakt med to uger forinden.
Dem kontakter de norske sundhedsmyndigheder så per sms med instrukser om, hvad de skal gøre.
- Hvis den telefon tilhører en, som er blevet smittet, så kan man gå tilbage i datasættet op til fjorten dage og give besked til alle, som har været i nærkontakt med denne person, som nu viser sig at være syg, forklarer Kyrre Lekve.
Privatlivsforkæmpere fraråder norsk app
Det er en forholdsvis stor indgriben i brugernes privatliv at lade sig spore via gps og bluetooth, medgiver Kyrre Lekve. Derfor har den norske model også modtaget kritik - både fra journalister og en advokat med speciale i privacy, der fraråder kollegaer at bruge appen.
- Det her er et spørgsmål om tillid mellem borgerne og myndighederne, siger Kyrre Lekve.
Han pointerer, at appen skal slettes, så snart coronakrisen er overstået, og at den kun sporer dig, når appen er tændt og slået til:
- Vi er i en situation, hvor vi må veje vores privatliv op mod, hvad myndighederne kan gøre for at skaffe os bedre mulighed for smitte-overvågning, siger han.
DR Nyheder har spurgt både Folkehelseinstituttet og Sundheds- og Ældreministeriet, om de samarbejder om den nye app.
Folkehelseinstituttet oplyser, de er "i regelmæssig kontakt med de nordiske myndigheder i forbindelse med pandemien" og på disse møder har orienteret om "vores planer om at bruge en app og udvikle en digital smittesporingsløsning".
Sundheds- og Ældreministeriet har ikke svaret inden artiklens deadline.