Dansk corona-app er forsinket: Partier vil have techgiganters løsning i stedet

Flere partier opfordrer regeringen til skrotte den planlagte app og omfavne Google og Apples løsning, der sikrer danskerne større anonymitet.

Efter planen skulle den danske app til sporing af Covid-19 være udkommet i går. Men appen, der er udviklet af Netcompany for

Digitaliseringsstyrelsen
, er løbet ind i en række problemer, der betyder, at appens lancering er udsat. Styrelsen bekræfter, at appen ikke udgives som planlagt, men oplyser ikke hvornår den forventes at stå klar til brug.

Nu opfordrer partier på begge sider af regeringen til at droppe det nuværende app-projekt, og i stedet bruge tech-giganterne Apple og Googles løsning, som de idag har stillet til rådighed for sundhedsmyndigheder verden over.

- Hvis appen bliver forsinket alt for meget, så forspilder vi den gyldne chance, vi har lige nu. Vi står i en position, hvor vi har

epidemien
under kontrol, og kan starte den her, siger Stinus Lindgreen, forsknings- og sundhedsordfører hos Radikale Venstre, med henvisning til regeringens nye teststrategi.

- Det kræver blandt andet, at vi har det her værktøj klar.

App mangler i ny teststrategi

Første version af 'Smittestop', som den danske app foreløbig er døbt, skulle ifølge en

aktindsigt
,
DR
Nyheder har fået, været lanceret i går.

I denne version skulle appen udelukkende tælle, hvor mange man har været i nærkontakt med. I anden fase skulle appen tilføje smittesporing, så en bruger, der testes positivt, kan advare sine kontakter.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nye teststrategi, skal op til 40.000 danskere testes dagligt, også selvom de ikke har symptomer. Samtidig skal danskerne selv opspore og advare nære kontakter såsom familie og venner, hvis de har været udsat for smittefare.

Det er netop i den situation, at appen skulle have været klar, mener Stinus Lindgren:

- Den nye strategi er afhængig af to ting. For det første at vi får opskaleret antallet af tests. Og så at vi får den her app, så man kan selvrapportere og dermed opspore smittekæder. Ellers kan man kun rapportere til nære kontakter. Det er ikke nok, og derfor er det klart, vi skal have en smittesporingsapp for at strategien kan fungere, siger Stinus Lindgreen.

Dataindsamling forsinker appen

Forsinkelsen skyldes ifølge

DR
's oplysninger to ting: For det første, at iPhones slukker for bluetooth efter kort tid, når den ligger i lommen. For det andet, at
myndighederne
ønsker at indsamle data om danskernes færden gennem appen, hvilket man ikke kan gennem Apple/Googles løsning.

Regeringens insisteren på at indsamle data udover at smittespore, får nu flere partier til at kritisere regeringens prioriteter.

Ifølge Dennis Flydtkjær, der er it-ordfører for Dansk Folkeparti, risikerer dataindsamlingen at skræmme folk fra at bruge appen:

- Hvis vi ender i en situation hvor folk bliver bange for at data bliver misbrugt, så holder folk jo op med at bruge den her app. Og så er der jo ingen funktion i det overhovedet.

Partier vil skifte til Google/Apple

Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale vil alle tre have regeringen til at bruge Google/Apples løsning, som blev gjort tilgængeligt for sundhedsmyndigheder i går.

Den har fået ros for at værne bedre om privatlivet, fordi den virker såkaldt decentralt. Det betyder konkret, at oplysninger om "møder" mellem brugerne blive gemt på den enkeltes telefon. Og endelig løser den problemet med bluetooth på iPhones, som Apple af sikkerhedsgrunde blokerer i hviletilstand.

Den planlagte danske app, derimod, gemmer alle dine "møder" på en central server. En metode, som 300 førende forskere advarer direkte mod, fordi det kan blive en bagdør for "en overvågning af samfundet, der er uden fortilfælde", skriver Berlingske.

De Konservative kritiserer den danske app:

- Det er et spørgsmål om at identificere smittekæder. Den teknologi, de (regeringen, red.) vælger, betyder, at alle data ligger hos regeringen. De vil spore vores sociale

adfærd
: Hvor mange man er sammen med, går genåbningen for hurtigt? Det lugter alt for meget af social kontrol, siger De Konservatives forskningsordfører, Katarina Ammitzbøll.

'Jeg vil ikke selv bruge den'

Også Radikale Venstres forsknings- og sundhedsordfører Stinus Lindgreen foretrækker Apple og Googles løsning:

- Set fra et forskningsmæssigt synspunkt kan jeg godt forstå, at man synes dataindsamling via appen kan være interessant for at forstå

epidemien
. Men det er ikke
afgørende
for at inddæmme den. Derfor mener jeg klart, de to ting skal holdes adskilt. Det må ikke stå i vejen for at få en app på plads, der kan bruges til smittesporing.

Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti

afviser
selv at bruge appen, med mindre de laver den om til en decentral model som Apple/Googles:

- Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at hvis det bliver en app med central lagring, så vil jeg ikke selv bruge den, siger Dansk Folkepartis it-ordfører Dennis Flydtkjær.

Over for Berlingske erkender

Digitaliseringsstyrelsen
, at behovet for dataindsamling gør det nødvendigt at lagre data centralt, hvilket er udelukket med Apple og Googles løsning.

- Hvis sundhedsmyndighederne skal kunne lave statistik og blive klogere på udviklingen af Covid-19, så er det nødvendigt med en form for central opsamling af data. Centrale data skal i givet fald i videst muligt omfang være anonymiseret, udtaler direktør i

Digitaliseringsstyrelsen
Rikke Hougaard Zeberg til avisen.

Tyskland vender sig mod tech-giganter

Kritikken af den centrale lagring betød at de tyske sundhedsmyndigheder søndag vendte på en tallerken og droppede den planlagte løsning til fordel til den decentrale model, som Apple og Google bruger.

Derfor opfordrer Enhedslisten regeringen til at sadle om nu:

- Det er blevet endnu mere tydeligt nu, hvor Tyskland har valgt at gå den vej. Og det er jo fordi, der er en bedre beskyttelse af vores privatliv, og fordi der ikke er den risiko for, at data kan blive misbrugt, siger Eva Flyvholm, it-ordfører (Enh.).

Storbritannien og Norge er blandt de europæiske lande, der ligesom Danmark holder fast i en central lagring til deres corona-apps.

Virker kun i Danmark

Flere ordførere påpeger også et andet problem ved den danske app. Nemlig at den, modsat Google/Apples løsning, kun sigter mod Danmark:

- På et tidspunkt lukker vi jo op for tyske turister, og vi tager selv til Sverige i feriehytten. Så kan man jo bruge den her decentrale model. Den kan bedre spredes ud i samarbejde med andre lande. Så jeg ser også større muligheder i den decentrale model, siger Dennis Flydtkjær (DF).

DR
Nyheder har forholdt sundhedsminister Magnus Heunicke kritikken, men ministeriet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at melde noget ud.

Facebook
Twitter