Dansk Erhverv langer ud efter Postnord: Måske man skal stoppe, mens legen er dårlig

Postnords underskud kommer fra alt andet end brevomdeling, mener Dansk Erhverv.

Den skrantende økonomi i PostNord er katastrofal og kritisk, lyder det fra flere partier. I dag har transportminister Ole Birk Olesen indkaldt til krisemøde. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Erhverv stempler nu ind i debatten om Postnord og det danske postvæsens overlevelse.

Det er nemlig kun en kvart sandhed, at Postnords enorme underskud skyldes den drastisk faldende brevmængde i Danmark, mener Jakob Tiegte, der er fagchef i Dansk Erhverv.

- Det er en myte, at de faldende brevmængder har været hovedårsagen til PostNords alvorlige økonomiske problemer. Hovedforklaringen er nærmere, at PostNord selv har valgt at gå ind på nye forretningsområder, siger Jakob Tietge i en skriftlig kommentar.

I bestræbelserne på at blive Nordens største logistikvirksomhed har Postnord udvidet forretningen med blandt andet fragt af gods, reklamer, levering af vasketøj og madudbringning.

Det har givet tab.

For regnskabet i 2015 kom 84 procent af underskuddet fra andre forretningsområder end brevomdelingen. 44 millioner kroner af underskuddet kom fra brevdistribution.

I det seneste regnskab for 2016 har den danske del af Postnord-koncernen et underskud på over 1,5 milliarder kroner. Postnord Danmark har endnu ikke offentliggjort det specifikke regnskab.

Men Jakob Tietge mistænker underskuddet for at stamme fra alt andet end brevomdeling.

- Hvis et erhvervseventyr er gået galt, så er det altså fornuftigt at stoppe. Et gammelt ordsprog siger, at man skal stoppe, mens legen er god. Man kan altid diskutere, om det nu er rigtigt. Men dette tilfælde kan man vist godt sige, at det er en god idé at stoppe, mens legen er dårlig, udtaler Jakob Tietge.

Dansk Erhverv henviser også til danske vognmænd, som anklager Postnord for at underbyde markedet.

- Det bør man fra politisk side granske nøje. Hvis situationen er den, at en statsejet virksomhed med statskassen i ryggen dumper priserne til et urealistisk niveau for at vinde markedsandele, er det naturligvis helt uacceptabelt, siger Jakob Tietge.

Postnord er ikke medlem af Dansk Erhverv. Det er til gengæld en række fragtmænd.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, skal klokken 16.30 til krisemøde i Transportministeriet.

Her vil han blandt andet spørge ind til, hvordan Postnord har drevet forretningen, siden den danske del af koncernen er nået op på så stort et underskud i 2016.

- Det her regnskab er en bombe. Noget tyder på, at der ikke har været rettidig omhu, og det er også noget af det, jeg vil spørge ind til på mødet, siger Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre.

DR Nyheder har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Postnord. Men klokken 16 er selskabet fortsat ikke vendt tilbage. Artiklen opdateres, når vi har et citat fra Postnord.

Facebook
Twitter