Dansk Erhverv vil have politikerne til at gøre det lettere for de udenlandske It-ingeniører, softwareudviklere og it-konsulenter at komme til Danmark og få et arbejde.
Det skal ske ved at sænke kravet til deres lønindtægt fra 408.000 til 323.198 kroner årligt for unge under 30 år, der bor uden for EU og arbejder i it-branchen.
Det svarer til det, en nyuddannet bachelor i den offentlige sektor får.
- Vi mangler it-eksperter, og det er svært for de danske virksomheder at få den rigtige arbejdskraft, siger Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv.
Ændringen er afgørende for dansk erhvervsliv, hvis virksomhederne skal følge med den digitale udvikling og konkurrere inden for moderne teknologi, lyder det fra organisationen.
Forslaget skal hverve unge fra blandt andet Indien, Kina, Tyrkiet og USA, hvor der er mange specialister inden for ny teknologi.
I 2030 vil Danmark mangle 19.000 it-specialister, vurderer foreningen IT-Branchen. Og derfor skal der reageres nu, lyder begrundelsen fra Dansk Erhverv.
/ritzau/