Dansk erhvervsliv blomstrer - også i de ydre dele af landet

Dansk erhvervsliv er i vækst og ketchupeffekt gør, at de små byer også nyder godt af fremgangen.

Hagens Fjedre A/S med 80 ansatte i Støvring i Nordjylland er en af de danske virksomheder, der klarer sig godt efter den økonomiske krise.

Hvis dansk erhvervsliv var en have, ville blomsterne vokse ranke op af mulden, knopskyde og springe ud de fleste steder.

En ny undersøgelse af aktie- og anpartsselskaber fra FSR Danske Revisorer slår nemlig fast, at det økonomiske forår har slået igennem i erhvervslivet på tværs af hele landet.

(Foto: DR Nyheder)

- Det er ikke kun er de store lokomotiver som Århus og København, der klarer sig godt. Storbyernes fremgang har skabt en ketchupeffekt, som de mindre byer og det såkaldte udkantsdanmark nyder godt af, konstaterer erhvervspolitisk direktør i FSR Tom Vile Jensen.

Virksomhederne landede i 2016 et samlet overskud på knap 280 milliarder kroner efter skat. Det er en stigning på ni procent fra året tidligere og på 134 procent sammenlignet med tallene fra 2010.

- Det her er rigtig flot fremgang, og det viser, at dansk erhvervsliv har det godt. Vi sælger både flere varer herhjemme og flere varer i udlandet. Generelt er økonomien i fremgang, og det smitter også af på virksomhedernes bundlinje, siger Tom Vile Jensen.

Industrien har førertrøjen på

Det er især udviklingen i industrien, der omfatter de danske medicinal- og biotekselskaber, der trækker den store stigning, når tallene brydes ned på brancheniveau.

(© DR Nyheder)

Industriens årsresultat er steget fra 78 milliarder kroner til 90 milliarder kroner efter skat i 2016. Virksomhederne i kategorien står for hver tredje krone i det samlede overskud.

- Industrivirksomhederne er rigtig gode til at holde omkostningerne nede. Det øger bundlinjen, og så er de rigtig gode til at få deres produkter ud over rampen og udnytte det økonomiske opsving, der er i hele verden.

Men det er ikke kun store virksomheder som Danfoss og Lego, der tjener penge og skaber arbejdspladser i Danmark.

Det største resultat efter skat blev samlet set genereret af selskaberne med henholdsvis flest og færrest ansatte.

De store virksomheder med 1.000 eller flere ansatte fik i alt et årsresultat på 88,5 milliarder kroner. For selskaberne med mellem nul og ni ansatte blev resultatet på knap 79 milliarder kroner.

En af de mindre industrivirksomheder, der med sine 80 medarbejdere, falder i mellemkategorien, er Hagens Fjedre A/S i Støvring i Nordjylland, der producerer fjedre til alt fra hospitalsudstyr til landbrugsmaskiner.

Her vurderer administrerende direktør Henrik Hagens, at koncernen, der også tæller fabrikker i Kina og Sverige, er kommet styrket ud af årene efter den økonomiske krise, der bed sig hårdere fast i Danmark end i mange andre lande efter 2008.

- Vi har formået at tage konsekvensen af krisen og effektivisere. Det er også derfor, at vi i vores branche kan konkurrere mod østeuropæerne. Vi har indset, at vi kun kan producere i Danmark, hvis vi er meget effektive og fokuserer på omkostningerne, siger han.

Risiko for økonomisk fartblindhed

Hos erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv er cheføkonom Steen Bocian ikke overrasket over de gode takter fra 2016-regnskaberne. Sidste år blev det nemlig tydeligt, at Danmark var ude af krisen, siger han.

- Vi brød med det middelmådige fra de foregående år og resultaterne fra 2016 bekræfter det økonomiske opsving. Det betød, at virksomhederne nu kunne fokusere på at løse problemerne med mangel på arbejdskraft, siger han.

Danske virksomheders fremgang skyldes ikke mindst, at det er blevet billigere at låne penge til investeringer. Samtidig er der godt gang i hjulene på de danske virksomheders vigtige afsætningsmarkeder i Europa og USA, siger Steen Bocian.

- Umiddelbart ser udviklingen ud til at fortsætte. Men der er den risiko, at omkostningerne begynder at glide lidt for virksomhederne. Det er tit det, der sker i opsvingsperioder. Det går ud over resultatet på bundlinjen, siger han.

Den stigende efterspørgsel på arbejdskraft kan sætte gang i lønvæksten og gøre det dyrere for virksomhederne at rekruttere. Samtidig er der økonomisk opsving og stigende priser i mange af de lande, Danmark importerer varer fra.

- Det betyder, at det samlet set for virksomhederne kan blive sværere at holde styr på omkostningerne. Når det går godt, er der en risiko for, at man ender med at blive fartblind, siger Steen Bocian.