Dansk fagforening truer med konflikt: Vil ændre lavprisselskabs Sverige-finte

Rumænske kabineansatte med base i Sverige arbejder reelt i Danmark, lyder anklagen fra fagbevægelsen.

Ingen løn under sygdom, ingen pension og lønninger på halvdelen af, hvad et dansk kabinebesætningsmedlem med overenskomst får.

Ifølge fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, FPU, er det vilkårene for omkring 100 primært rumænske kabineansatte i Primera Air Nordic, der bor i Sverige, men reelt arbejder i Danmark.

- De forsøger at undgå at tegne en dansk overenskomst ved at skibe en masse østeuropæisk arbejdskraft ind og ud af Danmark i stedet. Det er hverken fair over for dem, der arbejder i Danmark, eller dem, der kommer til Danmark, siger næstformand i FPU Anders Mark Jensen.

Primera Air Nordic, der hører hjemme i Riga i Letland, har i modsætning til det danske charterflyselskab Primera Air Scandinavia ingen overenskomst med Flyvebranchens Personale Union.

Men ifølge fagforeningen bruger de primært østeuropæiske ansatte i det lettiske selskab samme faciliteter og uniformer som deres danske kolleger med overenskomst - og endnu vigtigere flyver de på daglig basis til og fra danske lufthavne.

- Det er meget kreativt. Man er tilsyneladende gået langt for at undgå, at medarbejderne får danske løn- og ansættelsesvilkår, siger advokat for Flyvebranchens Personale Union Jan Gloggengieser Gam.

I et mailsvar til DR Nyheder afviser Primera Air fuldstændig kritikken og nødvendigheden af at tegne dansk overenskomst for de østeuropæiske kabineansatte fra Malmø.

De er hyret gennem et bureau, der ikke er hjemmehørende i Danmark. Og derfor kan man ikke sammenligne deres løn- og arbejdsvilkår med danske forhold, lyder det fra selskabet.

Arbejdsretten skal afgøre om konflikt er lovlig

For halvanden uge sendte Flyvebranchens Personale Union et brev til Primera Air Nordic, hvori fagforeningen orienterer selskabet om, at man er ved at mobilisere og undersøge muligheden for en konflikt.

Ifølge brevet sker det som følge af, at Primera Air Nordic har afvist at sætte sig til forhandlingsbordet med den danske fagforening.

I sidste ende kan det betyde, at Primera Air bliver mødt af en blokade i Københavns Lufthavn og hverken kan få tanket flyene eller lastet kufferter.

Ligesom det skete for Ryanair i 2015, da det irske lavprisselskab nægtede at anerkende den danske model på arbejdsmarkedet.

På Flyvebranchens Personale Unions initiativ skal Arbejdsretten dog i første omgang tage stilling til, om Primera Air Nordics kabinepersonale i Sverige kan betragtes som ansatte i Danmark - og dermed lovliggøre en konflikt mod selskabet.

- Hver morgen bliver de hentet i taxaer og busser i Malmö og Lund, hvor de bor, og fragtet til Københavns Lufthavn, hvor deres faktiske arbejde udføres fra. Derfor bliver vi nødt til at få Arbejdsrettens vurdering af, om de kan betragtes som danske lønmodtagere, siger FPU's advokat Jan Gloggengieser Gam.

FPU: De er velkomne - på danske vilkår

Flyvebranchens Personale Union er bekymret for, at de danske overenskomster bliver undermineret af uorganiseret arbejde med en lavere løn og ringere arbejdsvilkår.

Det kan føre til ringere konkurrencevilkår for de virksomheder, der har tegnet overenskomst, og i sidste ende koste arbejdspladser i Danmark.

Primera Air Nordics adfærd medfører det, som man i fagbevægelsen kalder 'social dumping', siger FPU's næstformand Anders Mark Jensen.

- Det er jo unge rumænere, der bliver tilbudt noget, som de tror er et drømmejob. Så kommer de til Skandinavien og finder ud af, at de bare bliver brugt som et redskab for at undgå danske lønninger og arbejdsvilkår, siger han og tilføjer:

- De skal være mere end velkomne i Danmark. Det skal bare være på danske vilkår.

Hård konkurrence mellem flyselskaberne

Primera Air Nordic flyver på en del af det europæiske marked, hvor de er i konkurrence med selskaber fra de tre baltiske lande.

Og da selskabet blev etableret tilbage i 2014, lød det ifølge luftfartsmediet Check-in.dk således fra Hrafn Thorgeirsson, der blev direktør for både det islandske og det lettiske selskab:

- Omkostningerne ved at drive flyselskab er for høje i Danmark og Sverige, hvis man vil konkurrere i Europa.

Det er en holdning, som Anders Mark Jensen kan genkende hos flyselskaberne.

- Generelt er det sådan i branchen, at hvis vi ikke får stoppet kreative metoder som det her, så vil vi blive erstattet på længere sigt med billig arbejdskraft fra andre lande. Det ser vi både fra Rumænien og fra Baltikum, siger Anders Mark Jensen.

Flyselskab: Vi har ikke grund til at tegne dansk overenskomst

DR Nyheder har forsøgt at få et mundtligt interview med Primera Air. De har dog udelukkende valgt at svare på mail via deres presseafdeling.

Den danske union FPU siger, at Primera Air Nordic bryder fælles danske aftaler ved at transportere kabinepersonale fra Malmø i Sverige for at arbejde fra Københavns Lufthavn. Hvis de arbejder fra København, skal de følge danske regler, siger FPU. Hvad er jeres kommentar?

- Primera Air Nordic SIA (IATA: 6F) har i sig selv ingen planlagte operationer til og fra det danske kongerige, der er derfor ingen grund til at lave en overenskomstaftale med FPU.se

- Primera Air Scandinavia A/S (IATA: PF) har haft fælles aftaler med FPU i næsten et årti. Denne aftale dækker over alt dansk personale, der er ansat af Primera Air Scandinavia A/S, som operer ind og ud af Danmark for Primera Air, skriver Primera.

Hvorfor transporterer I personale fra Malmø til København?

- Ansatte, der opererer fra Malmø, er ansatte fra bureauer ikke permanent personale. De opererer primært fly fra baser i Island, Storbritannien, Sverige og Malaga.

FPU siger, at de fleste ansatte er østeuropæere og ikke bliver betalt under sygdom, de får ingen pension, og udgør halvdelen af det danske kabinepersonale. Passer det? Hvis ikke, hvordan er lønnen for ansatte fra Østeuropa?

- Vi kan ikke sammenligne individuelle betingelser og vilkår, da de er ansat gennem en tredje part, som ikke har nogen forbindelser til Danmark. Disse betingelser og vilkår er fortrolige og udelukkende mellem ansatte og arbejdsgiver.

FPU har indgivet en klage til Arbejdsretten for at få adgang til at starte en overenskomstkonflikt imod Primera, hvis I ikke underskriver de danske aftaler for ansatte, der opererer udenfor Malmø.

- Som nævnt foroven har Primera Air Scandinavia A/S (IATA: PF) haft en fælles aftale med FPU i snart et årti. Denne aftale dækker over alt dansk personale, som er ansat af Primera Air Scandinavia A/S, som opererer til og fra Danmark for Primera Air.

Er I villige til at underskrive en kollektiv aftale for kabinepersonalet fra Malmø?

- Som nævnt foroven har Primera Air Scandinavia A/S en fælles overenskomst, mens nogle ansatte er hyret af en anden virksomhed, som ikke er registreret i Danmark.

Facebook
Twitter