Dansk firma betaler rekordbøde for bestikkelsessag

Malingproducenten Hempel betaler 220 millioner kroner i bøde.

Vi har ryddet op og bevæget os videre, lyder det fra Hempel efter bestikkelsessag. Her er det et arkivfoto fra virksomhedens nu lukkede fabrik i Lyngby. (Foto: christian Als © Scanpix)

Det danske firma Hempel betaler en gigantisk bøde efter en sag om bestikkelse i virksomhedens datterselskaber i Tyskland og Asien.

I Hempels årsregnskab, som kom i dag, er der afsat 220 millioner kroner til bøderne.

Den danske del af bøden bliver 197,5 millioner kroner ”for årelang og systematisk bestikkelse”, skriver Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Det er den største bøde for bestikkelse nogensinde i dansk sammenhæng.

- Der er tale om den største bøde i SØIKs historie. Bødens størrelse afspejler kriminalitetens grovhed, idet bestikkelsen er foregået systematisk, forsætligt og gennem en længere årrække, siger chefanklager Per Fiig fra SØIK.

Bestikkelsen er blandt andet foregået ved, at kunder systematisk har fået gaver, penge eller andre fordele for at vælge koncernens produkter og ydelser.

Den samlede bestikkelsessum er cirka 95 millioner kroner.

’Vi har ryddet op’

Det var Hempel selv, der meldte sig til i 2017. Virksomheden understreger, at man har samarbejdet med myndighederne og fyret de medarbejdere, der var involveret i bestikkelsen.

- De ulovlige aktiviteter var et direkte angreb på integriteten hos Hempels kunder, kultur, værdier og alle vores kollegaer, skriver Hempels administrerende direktør Henrik Andersen i regnskabet.

Han understreger samtidig, at firmaet har lavet betydelige investeringer for at sikre, at noget lignende ikke sker i fremtiden.

- Vi har ryddet op og bevæget os videre, lyder det fra direktøren.

Facebook
Twitter