Dansk firma laver vikarbureau for polske arbejdere

NCC åbner eget vikarbureau i Polen for at hyre faglærte polakkere til byggepladser herhjemme.

80 polske NCC-arbejdere er ved at lægge sidste hånd på betonkonstruktionen på det gigantiske anlæg Amager Bakke, hvis grundplan er lige så stort som syv fodboldbaner. (Foto: Anders Laursen © DR)

Vi kommer ikke uden om den udenlandske arbejdskraft i Danmark, og derfor kan vi lige så godt hente den selv. Det er filosofien bag et nyt tiltag i entreprenørfirmaet Nordic Construction Company (NCC).

NCC vil til sommer åbne sit eget vikarbureau i Polen og hyre faglærte, polske bygningsarbejdere til blandt andet firmaets byggepladser i Danmark.

En af den slags byggepladser er Amager Bakke i København. Her er et nyt forbrændingsanlæg ved at tage form, og fra 2017 skal anlægget forvandle københavnernes affald til fjernvarme.

I øjeblikket er 80 polske NCC-arbejdere ved at lægge sidste hånd på betonkonstruktionen på det gigantiske anlæg, hvis grundplan er lige så stort som syv fodboldbaner.

På et tidspunkt havde NCC flere end 200 polakker gående på pladsen ved Amager Bakke. Men selv om hovedparten af den polske styrke på Amager er sendt hjem igen, kommer der snart mange flere her til landet.

Her ses den kommende skakt, hvor tusindsvis af københavnernes affald fremover skal brændes og omdannes til fjernvarme. (Foto: Anders Laursen © DR)

Her-og-nu dansk arbejdskraft findes ikke

- Særligt i den seneste tid er der virkelig kommet gang i hjulene i byggeriet. Udfordringen er, at hvis vi vinder en stor opgave i morgen, som vi skal til at udføre i næste uge, skal vi have arbejdskraft her og nu. Og hvis vi taler om at skaffe 50-200 så hurtigt, kan vi ganske enkelt ikke finde dem i Danmark. Derfor må vi til udlandet, siger direktør i NCC, Martin Manthorpe.

Den fremskudte post i Polen får navnet NCC Montage, og i første omgang regner firmaet med at skulle rekruttere årligt 200-300 bygningsarbejdere til NCC-byggepladser. Om to år er forventningen, at tallet er steget til 500.

Men en anden vigtig målsætning med projektet er at kunne ansætte helt uden om udenlandske underentreprenører, der i en lang række tilfælde har været involveret i sager om social dumping.

Der findes eksempler på, at østeuropæiske arbejdere i Danmark har arbejdet 60 timer om ugen seks dage om ugen, men kun fået løn for 37 timer – og til lønninger helt ned på 55 kroner i timen.

Vil undgå social dumping

NCC har selv været indblandet i tre sager om social dumping via underentreprenører. Og den slags vil firmaet gerne undgå i fremtiden. For det pynter ikke.

- Vi erfarede, at der var nogle udenlandske entreprenører og vikarbureauer, som ikke kunne finde ud af at håndtere tingene. For eksempel stemte den enkelte arbejders lønseddel ikke overens med arbejdssedlen. Når man som firma har været tilstrækkeligt meget af den slags igennem, sætter man jo alle mulige kontrolrutiner op. Det har været meget ressourcekrævende for os. Så i stedet fandt vi på at etablere vikarbureauet for at sikre, at det hele sker på en ordentlig og styret måde, siger direktør i NCC, Martin Manthorpe.

Udfordringerne omkring social dumping bliver ikke mindre af, at der er et rekordantal på over 90.000 østarbejdere i Danmark.

Nyt charter skal forbedre kår

Derfor vinder initiativet med eget vikarbureau ros hos en af landets helt store bygherrer, Københavns Kommune.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at man taget et ansvar på sig. Både som bygherre, som vi blandt andet gør med egne uafhængige tilsyn på byggepladserne, men også som NCC her gør som entreprenør, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Både NCC og Københavns Kommune er i den forbindelse medunderskrivere på et nyt charter i byggebranchen. Her har foreløbig 60 virksomheder på tværs af branchen givet hinanden håndslag på, at de vil tage større socialt samfundsansvar.

Forpligter kun moralsk

Charteret forpligter kun moralsk, og derfor er spørgsmålet, hvor meget det vil bidrage til, at der bliver færre brodne kar i byggebranchen. Men hos NCC forsikrer direktøren, at de rekrutterede polakker vil få 100 procent ordnede forhold i Danmark.

Garanterer I så, at de polske arbejdere, der kommer til Danmark via jeres nye vikarbureau, er lønnet efter dansk overenskomst, deres lønsedler er i orden, og alt er som det skal være?

- Vi vil stadig også bruge eksterne bureauer. Men når det handler om de arbejdere, vi hyrer igennem NCC Montage, så kan jeg godt garantere det ja, siger NCC-direktør Martin Manthorpe.

Her ses den kommende skakt, hvor tusindsvis af københavnernes affald fremover skal brændes og omdannes til fjernvarme. (Foto: Anders Laursen © DR)