Dansk Industri: Danske virksomheder for dårlige til nethandel

Den manglende online eksport kan koste samfundet milliarder af kroner, mener Dansk Industri.

Danske virksomheder skal blive bedre til at sælge varerne på hylderne via internettet, mener Dansk Industri. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Danske eksport-virksomheder er for dårlige til salg via internettet, når de handler med udlandet.

Det vurderer Dansk Industri, DI, skriver Finans.dk.

Danmark har en samlet eksport på 1.111 milliarder kroner, men onlinehandlen tegner sig ifølge DI’s beregninger kun for 18 milliarder kroner. En andel, der svarer til 1,6 procent.

Direktør i DI Handel, Annette Falberg, siger at den manglende satsning på nethandel i sidste ende kan koste de danske virksomheder dyrt, fordi nethandel på tværs af landegrænserne vokser med 10-20 procent om året.

- Dermed risikerer vi i fremtiden at gå glip af handel for mange milliarder kr., siger hun til Finans.dk.

En undersøgelse foretaget blandt medlemmerne af DI Handel viser desuden, at mens kun omkring 15 procent af de danske virksomheder har eksport via nettet, så importerer omkring 29 procent af virksomheder via nettet fra udlandet.

Ifølge Anette Falberg understreger det forhold, at virksomhederne ikke udnytter mulighederne for at eksportere online godt nok.

Facebook
Twitter