Dansk Industri og Dansk Byggeri arbejder på fusion

Organisationerne arbejder på at slå pjalterne sammen.

Dansk Industri holder til i Industriens Hus i hjertet af København. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

De to store erhvervsorganisationer Dansk Industri (DI) og Dansk Byggeri planlægger en fusion. Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.

Dansk Industri har 11.000 danske virksomheder som medlemmer fordelt på en lang række brancher.

Dansk Byggeri repræsenterer omtrent 6000 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

Vil give stærkere organisation

Formand Dansk Byggeri Claus Bering mener, at fusionen vil give en mere slagkraftig organisationen og et stærkere talerør end i dag.

- For Dansk Byggeri betyder det, at vi kan sikre den samme service og rådgivning, som vores medlemmer får i dag, til en billigere pris, men også mere end det.

Formand for Dansk Byggeri Claus Bering. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- DI har i forvejen en del af bygge- og anlægsbranchens aktører såsom arkitekter, rådgivere og flere store virksomheder i byggeindustrien. Nu har vi muligheden for at gøre det samarbejde endnu tættere, siger han i en pressemeddelelse.

Dansk Industris formand Lars-Peter Søbye. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Samme toner lyder fra Dansk Industris formand, Lars-Peter Søbye.

- Dansk Byggeri repræsenterer en stor og vigtig del af erhvervslivet. Vi vil få samlet 17.000 virksomheder i landets helt centrale erhvervsorganisation, og vi vil kunne få tilført nogle stærke kompetencer, som skaber større værdi for alle vores medlemmer, siger Lars-Peter Søbye i pressemeddelelsen.

Fusionen er ikke på plads endnu. Der er et udkast til en aftale på plads, som både medlemmerne i Dansk Industri og Dansk Byggeri skal tage stilling til.

Fusionen ventes at kunne falde på plads i juni.

/ritzau/