Dansk kjolehandler i CIA's søgelys

Christa Møllgaard-Hansen er endt i de amerikanske arkiver for mulig støtte til terrorvirksomhed efter at have bestilt seks kjoler i Pakistan.

Christa Møllgaard-Hansen er endt i de amerikanske arkiver for mulig støtte til terrorvirksomhed efter at have bestilt seks kjoler i Pakistan. (Foto: AP Graphics © AP Graphics)

Egentlig forsøgte hun bare at bestille seks kjoler fra en kjolefabrik i Pakistan til den beskedne sum af 205 amerikanske dollar.

I stedet er Christa Møllgaard-Hansen endt i de amerikanske arkiver for mulig støtte til terrorvirksomhed, skriver Berlingske Tidende.

Christa Møllgaard-Hansen driver en lille kjolebutik, Christabellas, på hovedgaden i Maribo. Her sælger hun selskabskjoler, som hun importerer fra producenter fra hele verden.

Kjoler fra Pakistan

Jagten på nye leverandører fører Christa Møllgaard-Hansen vidt omkring og altid på nettet. I februar fandt hun en producent i Karachi i Pakistan, som var i stand til at lave de helt rigtige kjoler til den helt rigtige pris, og fabrikken garanterede også, at de var lavet uden brug af børnearbejdere.

- Jeg skyndte mig at skrive til fabrikkens direktør og fik hurtigt svar retur fra Rashid, som den pakistanske kjolefabrikant altid underskrev sine emails med. Svaret var, at fabrikken gerne ville levere til mig, så jeg var glad og lovede at overføre pengene så hurtigt som muligt, fortæller Christa Møllgaard-Hansen til Berlingske Tidende.

Efter nogle dage uden svar fra fabrikken i Pakistan begyndte Christa Møllgaard-Hansen at undre sig over, at hun ikke havde hørt.

- Efter ti dage fik jeg pludselig en opringning fra min bankmand hos Nordea i Maribo. Han fortalte, at Nordeas hovedsæde i København havde fået en opringning fra de amerikanske myndigheder, der krævede flere oplysninger om modtageren i Pakistan, og at det skulle være nu. Det handlede om, at amerikanerne havde mistanke om, at pengene skulle sendes til Pakistan som støtte til terrororganisationer, siger Christa Møllgaard-Hansen.

Pengene fastfrosset

Amerikanerne fik alle de oplysninger de krævede, men alligevel kom kjolerne ikke frem.

- Min bankmand fortalte, at de havde fået besked om, at pengene nu var låst af amerikanerne, og at de stod på en konto i USA. Han sagde også, at der var en risiko for, at jeg ikke kunne få pengene retur. Det afhang af, om amerikanerne var tilfredse med oplysningerne og følte sig sikre på, at pengene ikke ville gå til støtte for terror, siger Christa Møllgaard-Hansen.

Faktum er, at Christa Møllgaard-Hansens penge nu står indefrosset på en konto i USA på fjerde måned og at ingen kan fortælle hende, hvordan hun får dem retur.

Facebook
Twitter