Den tidligere Primera Air Scandinavia-pilot Michael Ingvardsen kræver nu en halv million kroner i bod efter at have arbejdet på fuld tid i to år for det danskbaserede flyselskab.
I en sag, der i dag blev forberedt i Arbejdsretten, påstår han med fagbevægelsen i ryggen, at lavprisselskabet har brudt sin danske overenskomst ved at hyre arbejdskraft fra et formidlingsbureau på Guernsey.
- Jeg håber, at en dom vil sætte en effektiv stopper for social dumping i branchen. I hvert fald her i Danmark. Jeg er ked af, at jeg selv accepterede de her vilkår til at begynde med, siger Michael Ingvardsen.
Sammen med fagforeningen FPU har han sendt et klageskrift til flyselskabet, der bliver bedt om at betale bod for to års lønefterslæb, manglende pension, feriepenge og løn under sygdom.
Det er penge, som selskabet skulle have betalt, hvis Michael Ingvardsen havde været ansat direkte på den danske overenskomst, som Primera Air har indgået med fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, FPU.
Bosat i Danmark - ansat på Guernsey
I stedet var han fra maj 2015 til maj 2017 ansat på en kontrakt hos Flight Crew Solutions, et af flere formidlingsbureauer på den britiske kanalø Guernsey. Bureauet stiller piloter og kabineansatte til rådighed for flyselskaberne.
Dermed er piloterne på papiret selvstændige erhvervsdrivende eller kontraktydere, der mod et honorar selv afholder deres udgifter frem for at være lønmodtagere.
Ifølge FPU omfatter den type ansættelse over halvdelen af Primera Airs piloter i Danmark. Og derfor anslår fagforeningen, at sagen kan ende med at koste lavprisselskabet over 30 millioner kroner.
- Vi mener, at Michael Ingvardsen er at betragte som ganske almindelige lønmodtager. Ikke som en selvstændig erhvervsdrivende på Guernsey. Og vinder vi sagen, har Primera Air mange andre piloter, som står klar i kulissen til at rejse de samme krav, siger advokat Jan Gloggengieser Gam.
Arbejdsretten er desuden blevet bedt om at tage stilling til, om Michael Ingvardsen kan betragtes som vikaransat, hvis ikke han kan anerkendes som lønmodtager.
- Hvis retten mener det, så har vi en lov, som hviler på det EU-direktiv, som siger, at vikarer skal have de samme vilkår, herunder løn som de ansatte i brugervirksomheden, siger Jan Gloggengieser Gam.
Primera Air i svarskrift: Afviser alle påstande
Gennem et svarskrift fra Dansk Arbejdsgiverforening sendt til Arbejdsretten afviser Primera Air at anerkende Michael Ingvardsen og FPU’s krav.
Blandt andet svarer flyselskabet, at han i sin kontrakt med Flight Crew Solutions har frasagt sig retten til at kunne blive betragtet som ansat i selskabet, og at der heller ikke er tale om et vikarforhold.
Desuden skriver Primera Air, at Michael Ingvardsen ifølge en sammentælling af hans arbejdstimer slet ikke fløj for det danske selskab i den islandskejede rejsekoncern det meste tiden.
I stedet lyder påstanden, at 63 procent af hans arbejde i de to år blev udført for søsterselskabet Primera Air Nordic, der er hjemmehørende i Letland og derfor ikke er omfattet af den danske overenskomst.
DR Nyheder har kontaktet Primera Air med henblik på at få et interview om sagen. Men i selskabet har man ikke ønsket at medvirke.
Forsker: FPU og Michael Ingvardsen har en god sag
Adjunkt Christian Højer Schøler, der forsker i arbejdsret ved Syddansk Universitet, har set dokumenterne i sagen og vurderer, at FPU og Michael Ingvardsen har gode chancer for at vinde.
Han kalder sagen for en viderudvikling af Ryanair-modellen, hvor Primera Air har hyret selskabet på Guernsey for at undgå at være omfattet af overenskomsten i Danmark.
- Der er en række forhold ved hans ansættelse, der tyder på, at han vil kunne betragtes som lønmodtager, siger Christian Højer Schøler.
Han peger først og fremmest på det høje antal flyvetimer, Michael Ingvardsen havde i sine to år hos Primera Air.
Og så taler det imod påstanden om, at han skulle være selvstændig erhvervsdrivende, at han skulle rette sig efter selskabets instrukser i alle situationer og ikke måtte arbejde for andre selskaber.
Her handler det ifølge Christian Højer Schøler ikke mindst om, at Michael Ingvardsen var påkrævet at udføre sit arbejde i cockpittet personligt.
- Den selvstændige kan godt sende en anden til at udføre opgaven, fordi der er tale om en kontrakt med et resultat, der skal leveres, mens en lønmodtager bliver nødt til at møde op personligt, fordi det er en personlig arbejdsydelse.