Dansk venturekapitalist: Vi ser flere og bedre iværksættere

Der kommer flere og bedre iværksættere, siger investeringsdirektør i Danmarks største venturefond, der sidste år slog rekord i investeringer.

- Iværksætterne er mere ambitiøse, de er dygtigere, og de har folk, der har prøvet det før. De har med andre ord det, der skal til, for at kunne skabe de her verdenssucceser, som vi kigger efter. Og så har de nogle ideer og forretningsplaner, som ser meget attraktive ud, siger Niels Carlsen, investeringsdirektør i Seed Capital.

De danske iværksættere bliver flere og bedre.

Sådan lyder den positive melding fra Niels Carlsen, der er investeringsdirektør i Danmarks største venturefond, Seed Capital.

Her lever man af at skyde risikovillig kapital i nye selskaber og slog sidste år rekord i antallet af investeringer.

- Vi investerede i 19 helt nye selskaber, hvilket vi aldrig har gjort før. Og vi forventer at ramme samme niveau i år, så vi er meget tilfredse, siger han.

Iværksætterne har det, der skal til

Årsagen skal ifølge Niels Carlsen findes hos niveauet af de iværksættere, der søger om at få penge hos Seed Capital til at leve drømmen ud.

- De er mere ambitiøse, de er dygtigere, og de har folk, der har prøvet det før. De har med andre ord det, der skal til, for at kunne skabe de her verdenssucceser, som vi kigger efter, siger han.

Niels Carlsen fortæller, at det selvfølgelig også hænger sammen med, at de har nogle ideer og forretningsplaner, som også ser meget attraktive ud for venturefonden.

Holdet bag er det vigtigste

Men når Seed Capital kigger på en investeringsmulighed, så bliver der i første omgang kigget på, om det er et både troværdigt, kompetent, aggressivt og passioneret hold.

For det er i høj grad holdet bag virksomheden, der afgør, om samarbejdet bliver til noget.

- Vi har set mange eksempler på gode forretningsideer, der er gået død, fordi holdet ikke har kunnet rykke på dem. Derfor vil vi faktisk hellere have en halvdårlig forretningside og et smaddergodt hold, fordi de skal nok få det til at spille alligevel, siger Niels Carlsen.

Han vurderer, at holdet bag i hvert fald tæller 70 procent, og først derefter bliver der kigget på ideen, og om de virker som om, at de har fat i noget i markedet, altså at der er potentiale.

Halvdelen fejler lige meget hvad

Niels Carlsen fortæller, at det for venturebranchen er en gammel sandhed, at ligegyldigt hvor omhyggeligt man udvælger sine hold, så fejler cirka halvdelen.

- Det er sådan en ubønhørlig statistik, som er grim at tale om, men det er næsten et faktum, siger han.

Ud af den sidste halvdel er der en del af virksomhederne, der bliver til gode og sunde virksomheder, men de tjener ikke nok til at gøre op for dem, som fejler.

Derfor handler det om at gå efter de såkaldte 'blockbusters'.

- Det er måske de sidste to ud af ti, som virkelig sparker røv og bliver til verdensstjerner, og som kan give os pengene tilbage tilstrækkeligt til at kunne betale for alle vores andre fejltagelser, siger Niels Carlsen.

Men er det så ikke bare ren gambling?

- Nej, det er det ikke, for vi er relativt omhyggelige, når vi udvælger de her hold. Men når man investerer tidligt i processen, er der en risiko. Selv det bedste hold og den bedste ide kan støde på uventede ting, som gør, de fejler i markedet, siger Niels Carlsen.

Højeste niveau siden finanskrisen

Vækstfonden og DVCA estimerer, at de danske ventureselskaber i løbet af det seneste år har investeret 2,1 milliarder kroner i iværksættervirksomheder.

Det er 27 procent mere end samme periode for et år siden og det højeste niveau siden finanskrisen.

- Det er rigtig positivt for det danske økosystem, fordi de her investeringer jo kan være med til at starte virksomheder, der så kan skabe vækst og job fremadrettet, siger Ditte Moncur, analysechef hos Vækstfonden.

Hun pointerer, at den risikovillige kapital samtidig er med til at støtte innovationen i samfundet, som kan have stor effekt og også være gavnligt for andre virksomheder.

- Og derudover er det selvfølgelig rigtig godt for de her nystartede selskaber, fordi det generelt kan være rigtig svært at få den finansiering, de har behov for på det tidspunkt i deres udvikling, siger Ditte Moncur.

Facebook
Twitter