Danske aktier retter sig op: Økonom ser ingen grund til panik

De 25 toneangivende danske aktier ligger til knap så dramatiske kursfald som ved handelens åbning i morges.

De danske aktier bløder fortsat - men knap så kraftigt som tidligere på dagen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter en blodrød åbning på det danske aktiemarked i morges er tallene for de toneangivende aktier kort efter middag mere lyse i farven.

Dagen startede med et samlet fald for de 25 toneangivende aktier i OMXC25-indekset på 3,7 procent ti minutter efter åbningen klokken 9. Men efter frokost ligger aktierne i et samlet minus på halvanden procent.

Styrtdyk på aktiemarkedet

Efter flere år med vind i sejlene lukkede det amerikanske aktiemarked med et uventet stort fald. Faldet er det største siden 2011 og fik flere andre markeder deriblandt det danske til at følge efter.

Se Tema

- Det er stadig et fald, men det er ikke så dramatisk som i morges. Jeg tror, det er en korrektion af markedet, som uvægerligt ville komme på et tidspunkt. Om det er nu, vil vi se om et par dage, når aktiemarkederne har fået lidt ilt til hjernen, siger cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen.

Ved middagstid handles toneangivende danske aktier som TDC, Pandora og Jyske Bank med kursfald på henholdsvis 2,6 procent, 2,1 procent og 2,7 procent. Den eneste aktie i OMXC25-indekset med plus for dagen er Nets, der er steget med 0,40 procent.

Det danske aktiemarked har formiddagen igennem reageret på dramatiske fald på børserne i USA, Asien og det øvrige Europa, der har haft kursfald i de seneste seks dage.

Økonom: Uholdbar aktiefest i USA

I nat lukkede det amerikanske industri-indeks Dow Jones således med et fald på 4,6 procent, hvilket er det største fald på en enkelt dag siden 2011.

Den store afsætning på Wall Street i New York kom efter udgivelsen af en amerikansk arbejdsmarkedsrapport, der forudser, at centralbankens nationalreserve vil hæve renten hurtigere end ventet.

Helge J. Petersen mener også, at den amerikanske skattereform med sænkning af selskabsskatten og incitamenter til at holde kapital og produktion inden for USA's grænser, der blev vedtaget for nylig, har medvirket til dramatikken.

- Når der kommer pengepolitiske stramninger i USA, så sætter det sig hurtigt i de amerikanske aktier. Og da aktiemarkederne hænger sammen som forbundne kar, har det også ramt os i Europa.

Ifølge Helge J. Petersen har aktierne USA i lang tid været for dyrt prissat på grund af et gunstigt renteniveau. Det afspejles i industri-indekset Dow Jones, der er steget med 35 procent over de seneste 12 måneder - frem til faldet i nat.

- Det er en eksorbitant stigning, som ikke er holdbar, siger Helge J. Petersen.