Danske Bank-afsløringer får utilfredse aktionærer til at lugte blod: Nye oplysninger er utrolige

Nye hvidvaskafsløringer giver aktionærer fornyet håb i erstatningssager mod Danske Bank.

På to år er Danske Banks markedsværdi faldet med over 60 procent. I juli 2017 var banken værdisat til over 220 milliarder kroner. I dag vurderes banken at være 84,7 milliarder kroner værd.

At den øverste ledelse i Danske Bank helt tilbage i 2014 trak håndbremsen på en granskning af den store hvidvask-skandale i Estland giver næring til det hold af advokater, som i øjeblikket er ved at samle skyts til en række søgsmål mod landets største bank.

- Jeg synes, det er fuldstændig utroligt at få de her oplysninger. Det betyder efter min opfattelse, at der er et seriøst grundlag for at gennemføre en stor erstatningssag, siger Ole Sigetty, partner hos advokatfirmaet Németh Sigetty.

Sigetty repræsenterer en bunke globale investorer, som planlægger at sagsøge Danske Bank, efter hvidvaskskandalen har savet mere end halvdelen af bankens værdi.

To direktører stoppede undersøgelsen, kort før planlagte interview med ledende medarbejdere skulle foretages på hovedkontoret i København.

Det viser en række Danske Bank-dokumenter, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

1.500 milliarder kroner

Danske Bank har fået en ufrivillig hovedrolle i det, der meget vel kan gå hen at blive verdenshistoriens største skandale om hvidvask.

Ifølge bankens egen advokatundersøgelse, som blev offentliggjort i september sidste år, førte bankens udenlandske kunder fra 2007 til 2016 op mod 1.500 mistænkelige milliarder gennem bankens estiske filial.

Selv om banken gentagne gange blev advaret, lukkede Danske Bank først afdelingen for udenlandske kunder i Estland i januar 2016 - to år efter en hvidvaskgranskning altså blev skrottet.

Det massive fald i Danske Banks aktiekurs har givet store tab til bankens aktionærer, som kræver erstatning for manglende oplysninger om hvidvasksagen til markedet.

- Banken skulle være gået ud for at orientere markedet. Men burde have gennemført den her undersøgelse og have været fuldstændig åben om, hvad der foregik. Det er vigtigt at huske på, at mens man skrinlægger den her undersøgelse, foregår der stadig de her aktiviteter i filialen i Estland, og faktisk kommer store indtægter til banken i den her periode fra hvidvask, siger Ole Sigetty.

Han ønsker ikke at gå i detaljer med de investorer, han repræsenterer, men fortæller, at han repræsenterer en samlet aktiebeholdning for 'flere milliarder'.

- Har vendt det blinde øje til

Også i Belgien er der ved at blive færdiggjort en stævning mod Danske Bank på grund af hvidvaskskandalen.

Det belgiske konsulenthus Deminor Recovery Services har ifølge partner Edouard Fremault skrabet omkring 30 store kapitalforvaltere og pensionskasser sammen

Oven på DR Nyheders afsløringer lyder det fra Edouard Fremault.

- Dette bekræfter vores tidligere analyse: at banken og dens øverste ledelse fuldt ud var opmærksom på situationen i alvorlig grad siden begyndelsen af 2014, men alligevel besluttede ikke at videregive oplysningerne til markedet, skriver Edourd Fremault til DR Nyheder.

Han fortsætter:

- Dette viser, at banken og dens øverste ledelse bevidst har vendt det blinde øje til, hvad der skete i Estland.

Det er særligt investorer fra USA, Storbritannien og Tyskland, som er steget ombord i stævningen, som er på vej fra det belgiske advokatfirma.

Belastende materiale

Professor i selskabsret ved CBS Søren Friis Hansen mener, at de nye oplysninger bestyrker de vrede investorer i troen på at hive en erstatning ud af Danske Bank.

- Det her kan være en belastning for banken i de erstatningssager, der kører, altså hvor utilfredse aktionærer har købt aktier, og hvor deres påstand vil være, at banken langt tidligere skulle være gået ud i markedet og have fortalt om de her problemer.

- Der kan det her materiale være belastende og få betydning for erstatningsspørgsmålet, siger Søren Friis Hansen.

Erhvervskorrespondent i DR Nyheder, Jakob Ussing, påpeger dog, at det har vist sig historisk svært at overbevise en domstol om, at man skal have erstatning for store kursfald i børsnoterede virksomheder.

- Historisk har sådanne erstatningssager vist sig svære at vinde. Først skal der en straf til i form af en bøde, så virksomheden beviseligt har gjort noget forkert.

- Derudover skal sagsøgerne præcist dokumentere, hvad de har tabt, og det kan altså være svært at gå ud og pege på, hvad der skyldes hvidvask-sagen, og hvad skyldes andre forhold, som påvirker aktiekursen. Derfor kan det blive en svær sag at vinde, også selv om Danske Bank får en bøde.

Efter DR Nyheders afsløringer har Danske Bank-aktien taget et nyt fald på 2,35 procent til, at en Danske Bank-aktie nu kan erhverves for 98,47 kroner.

På to år er Danske Banks markedsværdi faldet med over 60 procent. I juli 2017 var banken værdisat til over 220 milliarder kroner. I dag vurderes banken at være 84,7 milliarder kroner værd.

Danske Bank undersøges lige nu af finansielle myndigheder og politi i blandt andet Danmark, Estland og USA.

Danske Bank har ingen kommentarer til de nye oplysninger i sagen:

- Vi har ingen yderligere oplysninger end dem, der allerede er fremlagt i advokatundersøgelsen, skriver pressechef Kenni Leth.

Facebook
Twitter