Danske Bank blev advaret om hvidvask allerede i 2007

En henvendelse til Finanstilsynet fra den russiske centralbank førte til et fejlagtigt svar fra banken.

Danske Bank adm. direktør Thomas F. Borgen har valgt at fratræde sin stilling som topchef i Danmarks største bank i kølvandet på offentliggørelsen af hvidvask-undersøgelsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Året efter at Danske Bank startede sin estiske filial med købet af finske Sampo Bank, blev banken advaret om transaktioner fra mulige kriminelle russere.

Advarslen kom fra det danske finanstilsyn 18. juni 2007 i form af et brev, som tilsynet ti dage tidligere havde modtaget fra den russiske centralbank, der udtrykte bekymring for non-resident-kunderne i Sampo Bank.

- De nævnte transaktioner kan være møntet på skatte- og momsunddragelse, skrev den russiske centralbank ifølge Danske Banks interne advokatundersøgelse af den mulige hvidvask for milliarder i den estiske filial mellem 2007 og 2015.

Den russiske centralbank skrev endvidere, at transaktionerne kunne have til formål at vaske penge fra kriminelle aktiviteter hvide eller blot forbindes med ren kriminalitet.

Med den advarsel kunne banken på et tidligt tidspunkt have stoppet de udenlandske kunders mistænkelige pengeoverførsler. Men det skete ikke.

- Danske Bank forpassede imidlertid denne første klare mulighed, skriver advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der står bag den interne undersøgelse af banken.

Gav fejlagtigt svar og frifandt sig selv

I sit brev til det danske finanstilsyn i juni 2007 skriver den russiske centralbank, at kunder i Sampo Bank "permanent deltager i transaktioner af tvivlsom oprindelse for millioner af rubler hver måned".

Brevet var på dagsordenen i Danske Banks bestyrelse og direktion i august måned samme år, hvor det blev oplyst, at banken ville undersøge sagen internt.

I et brev sidst i august til Finanstilsynet henviste to afdelinger i banken med henholdsvis ansvar for jura og bekæmpelse af hvidvask til en inspektionsrapport fra det estiske finanstilsyn, der ifølge banken konkluderede, at reglerne var overholdt.

Det var fejlagtigt, skriver Bruun & Hjejle i undersøgelsen og fortsætter:

- Det var også anført, at Danske Bank-koncernens hvidvaskforebyggelseskoncept tillige var blevet implementeret i det estiske datterselskab, og at rapporteringslinjer var blevet etableret.

Herefter indkaldte det danske finanstilsyn til et møde med banken den 3. september 2007, hvor tilsynet fik tilsvarende betryggende oplysninger, står der i undersøgelsen.

Det danske finanstilsyn havde også talt med bankens Group Internal Audit, som havde oplyst til det danske finanstilsyn, at lokale interne revisorer hos Sampo Bank i Estland havde undersøgt forholdene nærmere uden at finde noget nævneværdigt.

Hvidvaskbeløb ukendt - men topchef fratræder

I undersøgelsen, der er offentliggjort i dag, konkluderer Bruun & Hjejle, at beløb for op mod 1.500 milliarder kroner er strømmet gennem den estiske filial mellem 2007 og 2015.

Det står dog stadig uklart, hvor stort en del af det beløb, der kan have omfattet hvidvask og økonomisk kriminalitet.

I perioden havde filialen i Estland 15.000 udenlandske non-resident-kunder - af dem har banken undersøgt 6.200. En stor del af dem er blevet indberettet til myndighederne.

En række medarbejdere i den estiske filial er desuden blevet politianmeldt for ikke leve op til deres juridiske ansvar i forbindelse med brud på hvidvaskreglerne.

Danske Banks topchef Thomas Borgen var selv ansvarlig for bankens udenlandske aktiviteter i en årrække, mens de formodede ulovligheder foregik.

I dag har banken offentliggjort, at Thomas Borgen ønsker at fratræde sin post, på trods af at han advokatundersøgelsen frikender ham og bankens øvrige topledelse for et juridisk ansvar i sagen.

Danske Bank købte i slutningen af 2006 den finske bank Sampo for 30 milliarder kroner. Med i handlen var den estiske filial, der har været centrum i sagen.