Danske Bank erkender fejl: Filiallukninger på pause

Filialer blev lukket for hurtigt, erkender Danske Banks nye direktør, som nu udsætter nogle filiallukninger.

Thomas Borgen, ny direktør i Danske Bank gør op med forgængerens taktik. (© Danske Bank)

Danske Banks nye direktør, Thomas Borgen, gør nu op med flere af de tiltag, som hans forgænger på posten, Eivind Kolding, brugte halvandet år på at gennemføre.

Kolding blev fyret for to uger siden.

Lukningen af filialer og kasser er gået for hurtigt, kunderne skal i fokus og det er slut med store kampagner for at rette op på bankens image, siger Thomas Borgen til Berlingske.

Lukninger bremses

Han siger til avisen, at nogle filiallukninger bliver bremset, og at der bliver åbnet nye kasser i flere af de nuværende filialer, fx i stueetagen i bankens hovedsæde i København.

- Vi har ikke været dygtige nok til at tage vare på kunden, og vi har ikke skabt aktionærværdi, fordi vi har begået nogle fejl, siger Thomas Borgen.

- Jeg tror ikke, at man kan købe sig til et bedre image med markedsføring. Den måde vi driver en bank på er i faktisk dialog med kunderne. Det er ikke via markedsføring, siger han til Børsen.

Bank med imageproblemer

Siden januar i år har 40.000 kunder forladt banken. Og Thomas Borgen overtager en bank med imageproblemer. Blandt andet efter vedtagelsen af et program, som indfører et fast gebyr for de dårligste kunder.

- Jeg synes objektivt set, at det er et godt program. Det er overskueligt, det er transparent. Kunderne ved, hvad de får, og hvad de skal betale, men vi har ikke været gode nok til at kommunikere det, siger han.

Han mener også, at Eivind Kolding gik for hurtigt til værks med lukningen af filialer og kasser.

/ritzau/

Facebook
Twitter