Danske Bank mødes med Occupy

Danske Banks direktør vil mødes med Occupy efter kritikken af bankens kampagne, og bevægelsen har takket ja.

Danske Banks direktør vil mødes med Occupy efter kritikken af bankens kampagne, og bevægelsen har takket ja. (© Scanpix)

Onsdag middag mødes fem medlemmer fra Occupy-bevægelsen med Danske Bank-direktør Eivind Kolding og tre af bankens ansatte.

Direktøren har inviteret gruppen til dialog efter den massive kritik af bankens kampagne "New Normal - New Standards."

Danske Banks pressechef Kenni Leth bekræfter, at de to parter går i dialog. Han tilføjer, at der ikke er noget hemmeligt i det, men at tidspunktet - onsdag den 19. december klokken 11.30 - nu ligger fast.

Ser frem til dialog

For Rune Skjold Larsen fra den Occupy-bevægelsen er mødet en mulighed for at komme til orde over for banken.

- Occupy er en åben og imødekommende bevægelse. Vi har derfor sagt ja til at mødes, og vi ser frem til at have en konstruktiv dialog, siger han til Ritzau.

- Vi regner med, at vi skal diskutere bankernes rolle i samfundet og deres kampagne - både i forhold til hvad de mener at sige, og hvordan den er blevet forstået udefra, tilføjer han.

Skabt debat

Kampagnen har været massivt eksponeret i de danske medier. Af samme grund har storbanken fjernet det mest kontroversielle billede - det af en ung mand, som tilsyneladende tilhører den antikapitalistiske protestbevægelse mod storbankerne.

På kampagnens helsides avisannoncer har en ung mand en dollarseddel med teksten "Occupy" over munden.

Det har nu også skabt international debat, at banken bruger den antikapitalistiske Occupy Wall Street-bevægelse i sine reklamefremstød.

Ser hvad der sker

- Derfor vil vi fortælle dem, at der er forskel på den kritik, de hører og reagerer på - og den kritik, folk reelt retter mod dem. Det vil vi tydeliggøre over for dem, siger Rune Skjold Larsen.

Dog er han i tvivl om, hvad der helt konkret kan komme ud af dialogen:

- Det, vi håber på nu, er en god dialog. Og på at kunne præsentere nogle idéer. Ellers må vi jo bare se, hvad der sker.

/ritzau/

Facebook
Twitter