Danske Bank tabte milliarder i markedsværdi tirsdag

Nye oplysninger i hvidvaskskandalen sendte Danske Bank-aktien ned. Aktionærerne tabte tirsdag 10,5 milliarder.

Danske Bank har været presset af hvidvasksagen. Siden januar har aktien tabt næsten 27 procent i værdi. (Foto: INTS KALNINS/SCANPIX DANMARK © DR ARKIV)

Danske Bank-aktionærer har tirsdag tabt 10,5 milliarder, efter at Financial Times kom med nye oplysninger i hvidvasksagen mandag. Aktien faldt 6,2 procent.

Igår aftes kunne Financial Times på baggrund af oplysninger fra et udkast til en rapport om hvidvaskningssagen i Danske Banks estiske afdeling fortælle, at der på et enkelt år er passeret 192 milliarder kroner igennem afdelingen.

Hvidvask i Danske Bank

Danske Bank kan have overtrådt hvidvasklovgivningen ved ikke have tilstrækkeligt styr på 15.000 udenlandske kunder og pengestrømme for 1.500 milliarder kroner i bankens filial i Estland i årene 2007 til 2015. Onsdag 19. september fremlagde banken en del af sin interne undersøgelse af sagen, der har ført til en række politianmeldelser i Estland og topchef Thomas Borgens afgang. Banken risikerer en eller flere milliardbøder.

Se Tema

Danske Bank-aktien er siden årsskiftet faldet 26,6 procent.

Berlingske Business har gennem mere end et år afdækket potentiel hvidvask i banken for 53 milliarder kroner.

Intern rapport

Financial Times oplysninger er lækket fra en stor intern rapport, som Danske Bank er ved at få udarbejdet om sagen. Rapporten skal offentliggøres senere i denne måned.

Det er dog ikke til at vide, hvor mange penge der reelt er relateret til hvidvask, fortæller Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler i ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

- Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det ikke en positiv sag. Beløbet er tre gange så stort som det højeste beløb, vi har hørt om tidligere. Det er selvfølgelig markant. Men vi ved ikke, hvor meget der relaterer sig til hvidvask, siger Nikolaj Holmsgaard.

Banken kan over for Ritzau ikke bekræfte de oplysninger, der bliver nævnt af Financial Times eller i Berlingske Business.

Risikerer bøder og fyringer

Jyske Bank har tidligere vurderet, at Danske Bank risikerer bøder på op mod fire milliarder kroner som følge af hvidvasksagen. De nye oplysninger får ikke banken til at forhøje det estimat.

Derudover er der også frygt for, at bankens topchef, Thomas Borgen, der var ansvarlig for afdelingen, mens hvidvasken skete, kan miste jobbet.

I forbindelse med halvårsregnskabet oplyste Danske Bank til gengæld, at den estiske afdeling i perioden 2007-2015 havde et bruttooverskud på 1,5 milliarder kroner fra "mistænkelige transaktioner", og at samtlige penge skal gå til "samfundsgavnlige formål".

/ritzau/