Danske Bank tilbyder 2.000 ansatte en frivillig fratrædelse

Danske Bank vil skære i antallet af medarbejdere og har derfor tilbudt 2.000 af sine danske ansatte en frivillig fratrædelsesordning.

Det er 2.000 af Danske Banks omkring 11.000 ansatte i hovedkvarteret og i en række stabsfunktioner, der kan tage imod en frivillig fratrædelse. (Foto: Jacob Gronholt-Pedersen © Scanpix)

Danske Bank skal skære i antallet af medarbejdere og har derfor tilbudt 2.000 af sine danske ansatte en frivillig fratrædelsesordning, oplyser bankens HR-chef ifølge TV2.

- Som led i vores plan for at blive en bedre bank har vi behov for at reducere omkostningerne, så vi blandt andet kan investere markant i at blive en endnu mere digital, enkel og effektiv bank, siger midlertidig HR-chef Anne Knøs i et skriftligt svar til DR Nyheder.

De ansatte i Danske Bank fik beskeden i fredags, og de har nu frem til 31. januar til at beslutte, om de vil tage imod tilbuddet. Der er allerede ansættelsesstop i koncernen.

Udelukker ikke fyringer

Muligheden for frivillig fratrædelse gælder 2.000 ud af de cirka 11.000 danske ansatte. Det er særligt i hovedkvarteret og i en række stabsfunktioner, at der tilbydes frivillige fratrædelser. Der er ansat i alt knap 22.000 i hele koncernen, og de ansatte ude i landets filialer er ikke omfattet af tilbuddet.

Ofte er en frivillig fratrædelse en mulig måde at undgå deciderede fyringer. Men om det helt kan udgås, er ikke sikkert, lyder det fra DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

- Danske Bank meldte ud sidste år, at der skulle være færre ansatte i banken. Der har været ansættelsesstop, og nu kommer så dette skridt med tilbuddet om de frivillige fratrædelser, men det stopper næppe her. Nu vil banken så se, hvor mange der takker ja til en frivillig fratrædelse, inden den beslutter, om der også er behov for en fyringsrunde, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent Jakob Ussing.

Opdateret med præcision af antal ansatte.

Facebook
Twitter