To danske banker hæver renten på ind- og udlån, men det er ikke nødvendigvis godt nyt for forbrugeren

Selvom man får højere renter på de penge, man har stående i banken, så bliver det også dyrere at låne penge af banken.

Danske Bank og Jyske Bank har i dag meddelt, at de justerer både ind- og udlånsrenten. (Foto: © Andrew Kelly, Ritzau Scanpix)

Jyske Bank og Danske Bank hæver renten på flere ind- og udlånsprodukter.

Det oplyser begge banker onsdag.

Og mens det kan lyde dejligt, at renten på de penge, man har stående i banken stiger, så er det ikke nødvendigvis godt nyt, forklarer cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

- Det er dårlige nyheder i en svær tid. Der er rigtig mange, som vil mærke de her rentestigninger oveni alt det andet, vi har set i den seneste tid, siger Morten Bruun Pedersen.

Han peger på, at en typisk dansker har flere lån i bankerne, end de har indlån. Derfor bliver det en nettoudgift.

- Det lyder meget dejligt, at man nu kan få nogle renter på sin opsparing, men de fleste har så også nogle lån, så de kommer netto til at betale noget, siger Morten Bruun Pedersen.

I en tid, hvor der også er høj inflation, så kommer den også til at udhule de renteindtægter, man måtte få, forklarer cheføkonomen.

- Vi har set indtil nu fra flere andre banker, at udlånsrenten stiger mere end indlånsrenten gør, så det bliver for rigtig mange danskere, i en tid, hvor der også er inflation, virkelig hårdt, at de her renter bliver sat op.

- Det giver ikke ret meget, når inflationen ligger på 7-8 procent. Den reelle forrentning af dine indlån er meget, meget lille. Tilsvarende må man også sige, at inflation udhuler renten, hvis din løn følger med, på udlånet, siger han.

Inflationen har været faldende to måneder i træk herhjemme, og i december var forbrugerpriserne 8,7 procent højere, end de var for et år siden. Og netop den inflation er med til at udhule en eventuel øget renteindtægt, man måtte få.

- Hvis du har nogle penge på en opsparingskonto, så kan det godt være, at du får renter af banken, men når du så skal købe noget for de penge, så er priserne også steget, så det vil sige, at du ikke får så meget ud af det, siger Morten Bruun Pedersen.