Danske Banks kursmanipulation: Kunde blev snydt for 150.000 kroner

Flere kunder er blevet snydt for økonomisk gevinst på grund af kursmanipulation i Danske Bank og Realkredit Danmark, vurderer Bagmandspolitiet.

I foråret 2009 ville en kunde sælge obligationer for 12 millioner kroner til Realkredit Danmark.

Men kunden er tilsyneladende gået glip af en gevinst på 150.000 kroner, fordi medarbejdere i Realkredit Danmark og Dansk Bank manipulerede kursen på obligationen op i forbindelse med handlen ved at lave en 'forhandel' på 50.000 kroner.

Det fremgår af den sigtelse, som bagmandspolitiet i dag har rejst mod seks medarbejdere i Danske Bank og Realkredit Danmark, forklarer DR's erhvervsanalytiker, Thomas Svaneborg.

Alvorlig sag

Den konkrete sag er en af tre, hvor de seks medarbejdere er sigtet under "særligt skærpende omstændigheder".

De tre ord betyder, at sagen er meget alvorlig, siger Thomas Svaneborg.

- Det er rigtig alvorligt. De medarbejdere, der har siddet og lavet de her handler, er veluddannede medarbejdere. De kender udmærket godt til, at det er kriminelt at lave kursmanipulation. Det er betroede medarbejdere, så det er en alvorlig sag, siger han.

Banken anmeldte selv

Det er Danske Bank selv, der ved en intern undersøgelse har konstateret, at der er sket overtrædelser af koncernes regler i forbindelse med obligationshandler tilbage i 2009.

Banken har konstateret, at "i alt fire medarbejdere fra Danske Bank og Realkredit Danmark i 2009 har overtrådt interne regler og potentielt har foretaget kursmanipulation".

Men af hensyn til den videre efterforskning er de fire medarbejderes ledere også blevet sigtet og suspenderet.

Intet personligt motiv

Sagen har høj prioritet hos Bagmandspolitiet, der ifølge Thomas Svaneborgs oplysninger har adskillige beviser i sagen.

- Der er både båndede optagelser og en lang række papirer, der dokumenterer, at handlen er foregået sådan her, siger han.

Ifølge Thomas Svaneborgs oplysninger fra bagmandspolitiet lader det ikke til, at medarbejderne har haft et motiv om personlig vinding.

- Der har ikke været motiv til personlig vinding. Motivet har formentlig først og fremmest været at sikre en større indtjening til Danske Bank, siger Thomas Svaneborg.