Danske Banks topchef fyret

Topchefen i Danske Bank, Eivind Kolding, fratræder med øjeblikkelig virkning.

Ordførende direktør for Danske Bank Eivind Kolding fratræder med øjeblikkelig virkning. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2012 © Scanpix)

Danske Banks topchef, Eivind Kolding, fratræder med øjeblikkelig virkning og afløses af Thomas F. Borgen efter kun halvandet år i spidsen for banken, oplyser Danske Bank i en selskabsmeddelelse.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er Eivind Kolding blevet fyret.

- Vi er nu i en fase, hvor det handler om at transformere banken, så den bliver endnu mere kundeorienteret. Bestyrelsen ønsker samtidig, at ledelse og organisation eksekverer hurtigt på alle parametre og dermed sikrer øget konkurrenceevne og lønsomhed, siger bestyrelsesformand Ole Andersen i meddelelsen.

Banken har behov for en topchef med bedre "bankkompetencer", lyder det.

- Bestyrelsen har vurderet, at det - trods Eivind Koldings mange faglige og menneskelige kvaliteter - i denne fase er nødvendigt at have en administrerende direktør med dybere bankkompetencer. Derfor har vi udpeget Thomas F. Borgen som ny administrerende direktør, siger bestyrelsesformanden.

Tiltrådte sidste år

53-årige Eivind Kolding, der er uddannet jurist, tiltrådte posten i februar 2012 efter at have været medlem af bestyrelsen siden 2001. Fra 2011 som bestyrelsesformand. Inden da var han fra 2006 til 2011 CEO i Maersk Line.

- Danske Bank har et meget betydeligt potentiale, som det bliver mit job at realisere sammen med vores mange gode medarbejdere til gavn for kunder og aktionærer, sagde Eivind Kolding i en pressemeddelelse, da det i december 2011 blev offentliggjort, at han skulle overtage direktørposten i banken.

Og bestyrelsesformand Ole Andersen, der overtog posten efter netop Eivind Kolding, havde dengang følgende kommentar til udnævnelsen:

- Eivind Kolding har åbenbare kvalifikationer til jobbet og har vist fornemme resultater i sin karriere.

Den nye topchef, Thomas F. Borgen, 49, har været ansat i Danske Bank-koncernen siden 1997 og kommer fra en stilling som bankdirektør med ansvar for Corporate & Institutional Banking.

Bestyrelsen understreger, at ledelsesændringen ikke er begrundet i bankens økonomiske udvikling.

Facebook
Twitter