Danske chartergæster kan ånde lettet op efter konkurs: Charterselskaber lover løsninger til de fleste

Primera Airs konkurs kommer kun i begrænset omfang til at påvirke danske chartergæster.

(ARKIV) Både Bravo Tours og Apollo lover gode løsninger til langt de fleste rejsende. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Slå koldt vand i blodet, du skal nok komme af sted på ferie.

Sådan lyder det klare budskab fra de danske charterselskaber Bravo Tours og Apollo, efter flyselskabet Primera Air erklærede sig konkurs mandag aften.

Begge selskaber har gæster på Primera Airs afgange, der nu bliver aflyst, men der er allerede fundet løsninger på flere afgange.

- Vi flyver rigtig meget med Primera Air, og vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige og drøn kede af det her, men vi er i fuld gang med at finde alternative flyløsninger, og det ser fint ud, siger Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours.

Samme toner lyder fra Apollo.

- Der er ikke så meget at være bekymret for. Vi vil gøre, alt hvad vi kan for at sikre, at vores kunder nok skal komme af sted på den ferie, de har bestilt, siger kunde- og kommunikationschef hos Apollo Glen Bisgaard.

Afvent at blive kontaktet

Primera Air, der har afgange fra både Billund, Aalborg og København, oplyste mandag aften, at selskabet ville begære sig konkurs. Og at kommende flyvninger derfor vil blive aflyst.

Især Bravo Tours flyver meget med Primera Air og har også flere afgange de næste par dage. Der er dog allerede fundet løsninger på tirsdagens afgange, mens det også ser fint ud med løsninger resten af ugen.

Derfor er der kun en lille risiko for, at gæster ikke kommer af sted på ferie, fortæller administrerende direktør Peder Hornshøj.

- Vi har styr på mange ting de næste dage, og det får vi også resten af oktober måned.

- Det er klart, at vi bliver kastet ud i noget af en opgave, men det kan vi håndtere, og kunderne skal bare have lidt tålmodighed og afvente, at vi kontakter dem med en løsning og ellers følge med på vores hjemmeside, siger han.

Apollo har udover en enkelt flyvning med gæster, der skal hjem til Billund i aften, ikke mange afgange med Primera Air den næste tid.

Afgangen i aften afventer man en løsning på, mens de andre afgange den kommende tid kun handler om få gæster.

- Det betyder, at vi ikke forventer de store problemer med at finde et godt alternativ til de rejsende, siger kunde- og kommunikationschef hos Apollo Glen Bisgaard.

Apollo vil ligesom Bravo Tours kontakte berørte kunder inden for kort tid.

I værste fald får man penge tilbage

Skulle det mod forventning ikke lykkes selskaberne at finde en løsning til de danske passagerer, så vil det ikke koste den enkelte noget som helst, fortæller Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

- I yderste konsekvens får man selvfølgelig sine penge tilbage, hvis ikke vi kan levere. Men vi har løsninger på langt de fleste ting, så det vil blive i meget begrænset omfang.

- Det er fordelen ved pakkerejser, at man aldrig mister sine penge i den situation, siger han.

Bravo Tours har samme ejer som Primera Air, men det er to separate selskaber, der er uafhængige af hinanden, og konkursen vil derfor ikke berøre Bravo Tours.

Har du købt din flybillet direkte hos flyselskabet, er du dækket, hvis flyselskabet går konkurs under din rejse.

Facebook
Twitter