Danske finansgribbe kan flyve forgæves over London

ANALYSE. Danmark er gået på vingerne for at sætte tænderne i britiske finans-job efter brexit.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og flere danske direktører besøger i dag London for lokke britiske jobs til København.

Det er som en klassisk westernfilm.

Gribbene begynder at kredse, så snart de får færten af et bytte.

En cowboy trækker sig sammenbidt ind i skyggen af et klippefremspring, hårdt såret af revolverskud, mens han afventer sin skæbne.

I stedet for gribbe er det rutefly fra København til London, som vi har med at gøre.

Denne uge landede en glubsk dansk delegation med erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), nationalbankdirektør Lars Rohde samt nogle af landets tungeste finansbosser i den britiske hovedstad.

De er sultne efter at sætte tænderne i arbejdspladser i den finansielle sektor og bringe dem til Danmark.

Brexit kan udløse styrtblødning af arbejdspladser

Delegationens appetit er vakt af briternes beslutning om at forlade EU, brexit, der kan udløse en styrtblødning af arbejdspladser, ikke mindst i finanssektoren.

I årtier har byen ellers været verdens vigtigste finansielle centrum, men en række storbanker har åbent annonceret, at de er parate til at forlade landet med en udmelding af EU.

Skønnet for antallet af arbejdspladser, der faktisk vil forlade Storbritannien med brexit, svinger dog kraftigt.

Den belgiske tænketank Bruegel skyder på, at 30.000 finansjob vil ryge de kommende år.

Det globale revisionshus PriceWaterHouseCoopers har sat tallet til 100.000, og chefen for børsen i London, Xavier Rolet, har advaret om et jobtab på samlet 232.000 stillinger i den finansielle sektor i hele landet.

Så for den danske delegation hersker der derfor mildest talt en del usikkerhed om byttets mulige størrelse, men det har altså ikke afholdt dem fra at gå på vingerne.

1.000 jobs til Danmark årligt?

Naturligvis er det ikke samtlige arbejdspladser, som skal til København, der ikke har en chance for at overtage rolle som verdens finansielle centrum – i pengenes verden er og bliver Danmark en provins.

Håbet er at slå ned på udvalgte sektorer og få bare få en smule med sig hjem.

Spørger man minister Brian Mikkelsen, er han ikke meget for at opstille konkrete mål for, hvor mange job man faktisk kan trække til Danmark.

Større vovemod finder man hos delegationens formand, chef for et af landets største pensionsselskaber, PFA, Allan Pollack, der forventer, at man kan slå klørerne i 1.000 arbejdspladser årligt i fremtiden.

Og som en finanskilde henkastet bemærkede til mig: Når det gælder højtlønnede finansfolk, så skal der jo ikke så mange stillinger til, før det skæpper i statskassen – også selvom mange af dem kan ende med en beskeden skat på 32 procent, fordi de vil falde ind under den såkaldte forskerskatteordning.

Måske kommer der færre krav fra myndighederne

Men det er ikke kun forventningen til størrelsen af den finansielle job-udvandring fra London, som er usikker.

For mange spøger spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien faktisk i sidste ende forlader EU. Og hvis det sker i hvilket omfang, det så bliver - for eksempel i forhold til det indre marked og toldunionen.

Er London egentlig så hårdt ramt, som det kunne se ud til, er det bare et kødsår, som man sagtens kan rejse sig fra?

Skulle Storbritannien forlade EU fuldt og helt, vil det ikke kun være en ulempe for det finansielle London.

Avisen Financial Times kunne først på ugen berette, at regeringen har stillet bankerne i udsigt, at et farvel til EU også kan blive et goddag til færre myndighedskrav. Lad os bare kalde det et varselsskud mod lavtflyvende gribbe.

Andre lande jager også britiske jobs

Endelig er de danske gribbe ikke alene om at lugte blod i London.

Andre lande er mindst lige så interesserede i at slå ned på arbejdspladserne, og her står allerede etablerede finansbyer som Frankfurt og Paris stærkt.

Nyhedsbureauet Reuters har netop gennemført en rundspørge blandt Londons finansfolk – hvor mange flytter, og hvor flytter de hen?

Knap 10.000 vil forlade deres finansjob i byen til fordel for et andet land som en konsekvens af brexit de kommende år, lyder svaret, men der er ikke et ord om København.

Mange vil sætte kursen mod Frankfurt, en del vil tage til Paris.

For nu at vende tilbage til vores sammenbidte cowboy. Han er såret og ligner ikke en mand, der vil klare den, som han ligger der i skyggen.

Men den slags film ender ikke altid med den sikre død og et afgnavet skelet i ørkenen.

Det sker, at tingene tager en uventet drejning og mod all odds, med snarrådighed, heltemod og jernvilje får cowboyen vendt situationen og redder sig selv fra den visse død.

Sådan kan det også gå for London. Gribbene kan flyve forgæves.

Facebook
Twitter