Danske fiskere kræver stop af fiskeimport fra Norge

Danske fiskere kræver nu politisk handling, efter at forhandlinger med Norge om fiskekvoter er brudt sammen.

Danske fiskere er frustrerede over, at de ikke kan fiske i norsk farvand. (Foto: Villy Vestergaard DR Jylland)

Danmarks Fiskeriforening kræver, at den danske regering og EU stopper al import af fisk fra Norge, efter at forhandlingerne om fiskekvoter brød sammen lørdag.

Siden torsdag har parterne forhandlet i Edinburgh i Skotland, og sent fredag nat nåede EU og Norge til enighed om fiskekvoterne i 2014 for Nordsøen og Skagerrak.

Men da Norge meldte ud, at det først ville skrive under, når der også var en aftale om makrelkvoterne i Nordatlanten på plads, brød forhandlingerne sammen i weekenden.

En skandale at Norge trækker sig

- Det er en skandale, at Norge pludselig igen trækker forhandlingerne om makrelkvoter ind i forhandlingerne om Nordsøen og Skagerrak, udtaler formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

Derfor kræver Danmarks Fiskeriforening nu, at den danske regering og EU-Kommissionen og ministerrådet omgående stopper for al import af norsk fisk og norske fiskeprodukter til EU.

Fiskeriforeningen har derudover stillet krav om, at kvoterne i EU-farvand bliver forhøjet som en erstatning for de manglende rettigheder i norsk farvand og kræver kompensation for det mistede fiskeri i årets to første måneder.

Kan ikke fiske i norsk farvand

Siden januar har danske fiskere været forhindret i at fiske i norsk farvand i Nordsøen og Skagerrak.

Oprindeligt skulle forhandlingerne have været påbegyndt og afsluttet i november og starten af december sidste år. På den måde kunne aftalen træde i kraft fra årsskiftet.

Men forhandlingerne blev flere gange udskudt, fordi EU Kommissionen prioriterede forhandlingerne om makrelkvoterne i Nordøstatlanten.

Ingen dato for forhandling

Der er ikke blevet sat en dato for en ny forhandlingsrunde, og danske fiskere har stadig ikke adgang til at fiske i norsk farvand.

- Det er fuldstændig vanvittigt, når man politisk accepterer, at fiskerierhvervet skal klare sig uden fiskerimuligheder i flere måneder, siger Svend-Erik Andersen.

På tirsdag skal der være en forespørgselsdebat i Folketinget med fødevareminister Dan Jørgensen (S) om de sammenbrudte fiskeriforhandlinger.

/ritzau/

FacebookTwitter