Danske fiskeri-job truet af Brexit: Se hvor i landet det kan ramme

Brexit kan koste danske arbejdspladser og få konsekvenser for en række danske fiskeri-havne, viser ny rapport.

Brexit risikerer at koste arbejdspladser både blandt fiskere og fiske-industrien som her hos TripleNine i Thyborøn, hvor administrerende direktør Peter Jensen frygter at må nedlægge job, hvis danske fiskeres udelukkes fra britisk farvand. (© DR Nyheder)

Bølgerne går højt i slagsmålet om Brexit, og den britiske regering truer med at udelukke fiskere fra Danmark og andre lande fra at fiske i britisk farvand.

Nu lyder vurderingen, at fisk for en milliard kroner og mellem 272 og 844 danske arbejdspladser er i fare for at gå tabt. Det fremgår af en rapport fra Aalborg Universitet om Brexit og dansk fiskeri, som regeringen har bestilt.

Det er første gang, der kommer et konkret bud på, hvor mange arbejdspladser der er på spil for dansk fiskeri i forhandlingerne om Brexit.

- I det mildere udfald er det cirka 270 stillinger. Og I værste fald er det cirka 850 job, forklarer Søren Qvist Eliasen, der er lektor ved Aalborg Universitet.

I rapporten regner eksperterne ud fra to scenarier, som begge indebærer, at udenlandske fiskere udelukkes fra britisk farvand. Og det vil især få betydning for Skagen, Thyborøn, Hirtshals og Hanstholm, hvor landets største fiskeri-havne ligger.

- Det vil have en voldsom effekt på de her samfund, hvis det sker på en gang. Men det er nogle dynamiske lokalsamfund, vi har med at gøre. De er vant til, at fiskeresursen svinger, og derfor er de faktisk ret fleksible, forklarer Søren Qvist Eliasen.

Frygt i Thyborøn

På fiskefabrikken TripleNine i Thyborøn er fisk fra den britiske del af Nordsøen en stor del af produktionen af fiskemel.

- Jeg tænker helst ikke på det, men det er klart, at vi er bekymrede, for hvad udgangen på det bliver, siger Peter Jensen, der er administrerende direktør i TripleNines afdeling i Danmark.

(© DR Nyheder)
(© DR Nyheder)

Selskabet har 140 ansatte i Esbjerg og Thyborøn og er blandt andet ejet af danske fiskere. Sidste år landede TripleNine et overskud på mere end 100 millioner kroner.

- Hvis en stor del af råvaregrundlaget forsvinder, er der kun en måde at håndtere det på, og det er ved at skalere ned på fabrikken. Og det vil betyde tab af arbejdspladser i betydeligt omfang, forklarer Peter Jensen.

May: Vi forlader EU's fiskeri-politik

I alt en fjerdedel af de danske fiskeres fangster henter de fra den britiske del af Nordsøen. Ifølge rapporten er det 35 store, danske fartøjer, der især fisker makrel, sild, tobis og sperling.

Det kan de gøre, fordi EU’s regler giver fiskere mulighed for at fiske deres kvote i alle EU-landenes farvande. Og det er den mulighed, som den britiske regering har sagt, at de muligvis vil lukke af for.

- Vi vil forlade den europæiske union den 29. marts 2019. Vi vil derfor forlade den fælles fiskeri poilitik (…) den dato, sagde den britiske premierminister Theresa May kort før jul i det britiske parlament.

Og mere konkret var fiskeriminister Michael Gove i et interview med BBC.

- Vi vil have kontrollen, og vi kan bestemme betingelserne for at få adgang. Og (…) når vi forlader EU, bliver vi en uafhængig kyst-stat, og det betyder, at vi kan udvide kontrollen med vores farvande i op til 200 mil, sagde Michael Gove, der i øvrigt selv er er søn af en fiskefabriksdirektør.

Karen Ellemann: Frygter hårdt Brexit

Fiskeriminister Karen Ellemann (V) gør sig klar til at skulle forhandle om fiskeriet med de andre EU-lande og Storbritannien det kommende år.

- Et hårdt Brexit, hvor man nærmest lukker af i forhold til EU til de britiske farvande, det vil få store økonomiske konsekvenser for dansk fiskeri, siger Karen Ellemann.

Kan du ikke forstå, hvorfor briterne vil lukke af så der er flere fisk til britiske fiskere? - Jeg er da godt klar over, at det har været en dagsorden, der har fyldt meget i den britiske debat om Brexit. Og jeg vil minde om, at vi har godt samarbejde i dag om vores bestande, for fisk kender jo ikke til landegrænser, siger Karen Ellemann.

Hun håber, at EU kan blive enig med Storbritannien om en ordning, som den med Norge, og få adgang til at fiske i den britiske del af Nordsøen i fremtiden.

- Vi har en interesse også fra dansk side i at vi får en ordentlig overgangsordning og en aftale, hvor vi selvfølgelig også fisker hos hinanden, siger hun.

"Stor betydning for hele vestkysten"

På TripleNines fabrik i Thyborøn er administrerende direktør Peter Jensen fortrøstningsfuld.

- Jeg håber og tror da på, at det bliver en blidere løsning, end det man kalder worst case, og der stadig vil være adgang til britisk farvand. Men hvis ikke det sker, kommer det til at betyde en væsentlig nedgradering af fabrikken, siger han.

Det er jo trods alt kun 35 skibe der fisker i britisk farvand, synes du, det er rimeligt, at regeringen sætter så mange resurser ind? - Det synes jeg absolut, det er. For det har overordentlig stor betydning for hele vestkysten. Derfor er det rimeligt det er højt på dagsordenen, og vi har også en god dialog med de danske myndigheder, forklarer Peter Jensen.

Fisk som tobis og sperling laves til fiskemel på fabrikken TripleNine i Thyborøn. (© DR Nyheder)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter