Danske sommerhuse storsælger: Se om det også gælder i din kommune

Det er lige nu historisk billigt at låne penge til et sommerhuskøb, fortæller boligøkonom.

Det er især den jyske vestkyst og sommerhusområder i køreafstand fra København, der er i høj kurs for tiden. (© (C) DR Nyheder)

'Velindrettet fritidshus med lukket solgård nær Vesterhavet' med 111 kvadratmeter boligareal og 200 meter til badestranden i Skallerup Klit'.

Eller hvad med 'Bjælkehus i 2. række til Gudminderup Strand' med 1.491 kvadratmeter grund og Cafe Haveje lige om hjørnet'?

Salget af sommerhuse går strygende med knap 5.000 solgte sommerhuse i årets første seks måneder, viser tal fra ejendomsmæglernes fællesejede boligportal, Boligsiden.

Kør pilen hen over kortet og se, hvordan salget går i landets 98 kommuner.

- Der er altid interesse for de typiske sommerhusområder ved den jyske vestkyst. Men vi ser også, at salget stiger i kommuner som Guldborgsund, Lolland, Halsnæs og Odsherred, der ligger i køreafstand fra København, og hvor det er attraktivt at holde weekend, siger boligøkonom og kommunikationsdirektør Birgit Daetz.

Historisk billigt at låne penge

Ifølge Boligsiden er der de første seks måneder af 2019 solgt 456 flere sommerhuse end i samme periode i 2018, hvor der blev lukket i alt 4.410 handler på sommerhuse.

Særligt de små sommerhuse fra 1960’erne og 1970’erne er populære, og de er med til at sende sommerhussalget i vejret, siger Birgit Daetz fra Boligsiden.

- Jo færre kvadratmeter du køber, jo billigere bliver det målt i forhold til områdets prisniveau, siger hun.

Det er dog ikke den eneste årsag til det, Birgit Daetz kalder for et 'spilkogende' boligmarked.

For to år siden fik sommerkuskøberne mulighed for at låne 75 procent af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut mod tidligere 60 procent.

Og samtidig er renterne i dag så lave, at det er blevet historisk billigt at investere i fast ejendom, forklarer boligøkonomen.