Muhammed-krisen satte en kæp i hjulet for de danske virksomheder, der eksporterede til muslimske lande. Muslimske forbrugere vendte de danske varer ryggen og ordrebøgerne blev slunke.
Salget er steget i fht før Muhammed-krisen
Men nu halvandet år efter at krisen toppede er salget til Mellemøsten steget med 11 procent i forhold til året før krisen. Det viser tal fra Danmarks Eksportråd, der er en institution under Udenrigsministeriet.
I de første fem måneder i år landede den danske eksport på 5,2 milliarder kroner. Fra januar til og med maj i 2005 eksporterede vi for 4,7 milliarder kroner til det samme område. Et af de firmaer som har fået gang i forretningen igen i de muslimske lande er Henning Larsens Tegnestue.
- Vi har rigtig meget at lave. Vi samarbejder nu med mange af de forretningsforbindelser som forsvandt under Muhammed-krisen, siger Louis Becker, arkitekt og partner i Henning Larsens Tegnestue.
I dag kommer en femtedel af tegnestuens omsætning fra Mellemøsten.
Danmarks hjælp gjorde indtryk
Stemningen mod Danmark vendte især sidste sommer da Israel og Hizbollah kom i kamp med hinanden på grænsen mellem Libanon og Israel. Her var Danmark med til at evakuere 6.000 danske palæstinensere, som var på ferie i området.
- Det gjorde at indbyggerne i Mellemøsten fik gjort op med nogle myter om hvordan muslimerne bliver behandlet i Danmark. Samtidig har den økonomiske vækst i området betydet at de danske virksomheder har fået mange nye ordrer, siger Ole Egbjerg Mikkelsen, ambassadør i Syrien, Jordan og Libanon.