Da de første 3D-printere dukkede op i 1980’erne, var deres formåen begrænset til prototyper i tvivlsom plastikkvalitet.
I dag kan industrielle 3D-printere lag for lag opbygge færdige emner i titanium, aluminium, stål og andre hårdføre metaller.
Det er en revolutionerende udvikling, som danske fremstillingsvirksomheder gør klogt i at tage til sig, mener sektionsleder Jeppe Skinnerup Byskov fra Teknologisk Institut, som i dag indvier et helt nyt center for 3D metal-print i Aarhus.
- Danske virksomheder er desværre bagud i brugen af 3D-print i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Så vi føler, det er nødvendigt at tage det her initiativ for at vise danske virksomheder, at teknologien er klar til at komme ud på fabriksgulvet, siger Jeppe Skinnerup Byskov.
Viden er vigtigst
Takket være store investeringer råder centret over en stribe imponerende 3D-printere og andet nødvendigt udstyr til forberedelse og efterbehandling. Så besøgende virksomheder kan både få 3D-printet komponenter til deres produkter og lære mere om teknologien.
- Viden og kompetencer er altafgørende. Man skal tænke på en helt anden måde ved 3D-print end ved traditionel fremstilling. Hvis ikke man forstår at udnytte mulighederne, kommer der ikke noget godt ud af hverken at købe en maskine eller at 3D-printe noget som helst, siger Jeppe Skinnerup Byskov.
Undersøgelse: Vil gerne, men gør det ikke
En ny undersøgelse fra Teknologisk Institut, som offentliggøres samtidig med indvielsen af det nye center i Aarhus, har spurgt 526 danske fremstillingsvirksomheder, om de allerede bruger 3D metal-print i dag. Det gør kun tre procent af dem. Til gengæld svarer næsten en tredjedel af virksomhederne, at de kan se et potentiale i at begynde på det.
Interessen er størst i maskinindustrien og jern- og metalindustrien, men i næsten alle brancher er der virksomheder, som kan se nye muligheder med 3D-print i metal.
Virksomhederne forventer blandt andet, at de vil kunne tilbyde mere individuelle og fleksible produkter. Det fremhæver de som en af de store fordele.
Til gengæld er deres største bekymringer, at prisen for 3D metal-print er for høj (27 procent af virksomhederne), at kvaliteten af 3D metal-print ikke er god nok (21 procent af virksomhederne), og at de ikke ved nok om teknologien (21 procent af virksomhederne).
Fra dårligt og dyrt til bedre og billigere
Sektionsleder Jeppe Skinnerup Byskov fra Teknologisk Institut medgiver, at der er historisk belæg for en del af betænkelighederne.
- Tidligere har der været nogle udfordringer med 3D-print i metal. Kvaliteten har ikke altid været god nok, og prisen har været for høj. Men det passer ikke i dag. Kvaliteten er forbedret, og prisen er nede i et niveau, hvor den meget ofte er konkurrencedygtig med traditionel fremstilling, mener han.
Det nye industrielle center for 3D-print indgår i en større dansk satsning på området. I forvejen samarbejder Teknologisk Institut med Grundfos, Danfoss og en række andre partnere i et projekt med et budget på næsten 90 millioner kroner og en investering fra Innovationsfonden på 35 millioner. En del af planen er, at de store virksomheder kan være med til at vise vejen for små- og mellemstore virksomheder.
- Grundfos og Danfoss er de store tunge industrivirksomheder. Vi ser dem som et lokomotiv, der driver teknologien, hvorefter mindre virksomheder kan hægte sig på og også være underleverandører til de store. Det er den måde, vi har set det ske i udlandet, hvor de helt store som Boeing, BMW og Siemens har været lokomotiver. Og så kommer der en hel underskov af små- og mellemstore virksomheder, som kommer med på vognen, når det er oppe at køre, forklarer Jeppe Skinnerup Byskov.
Kagemaskine-producent som tilfreds forsøgskanin
Et af Teknologisk Instituts 3D-samarbejder er med Haas-Meincke A/S i Skovlunde, som udvikler maskiner til fødevareindustrien.
Virksomheden leverer blandt andet udstyr til industriel produktion af kager og småkager. En vigtig komponent i den sammenhæng er de såkaldte ”tyller”, som dejen presses igennem, når den doseres og skal have en særlig facon. Tidligere blev de specialfremstillet ved tidskrævende svejsning, og der var kun én person, der kunne lave dem. Nu bliver de i stedet 3D-printet i metal.
- Det vil helt klart give os nogle konkurrencefordele, fordi vi kan få lavet dem hurtigere, billigere og mere nøjagtigt. Desuden kan der komme sjovere produkter på markedet. Når det er 3D, er det jo næsten kun fantasien, der sætter grænsen, siger levnedsmiddelingeniør Lars Guldager fra Haas-Meincke.
Tilbage er spørgsmålet om holdbarhed. Det har været et problem i virksomhedens tidligere erfaringer med 3D-print.
- Vi har brugt 3D-print i mange år, så vi har meget erfaring med det. Men det har været i plastik, hvor kvaliteten ikke har været god nok. Det har været nemt og billigt, men det er gået i stykker for hurtigt. Hvorimod den erfaring, vi har gjort os indtil nu, er, at i metal får vi den kvalitet, vi har brug for, siger Lars Guldager.
- •
3D metal-print er stadig et særsyn i danske fremstillingsvirksomheder. Kun tre procent er i gang med teknologien. Men næsten en tredjedel af virksomhederne forventer at få gavn af de nye muligheder. Det viser en analyse fra Teknologisk Institut på baggrund af svar fra 526 fremstillingsvirksomheder i Danmark.
- •
Teknologisk Institut forudser, at eksisterende virksomheder kan blive presset af helt nye konkurrenter, som forstår at udnytte 3D-printede komponenter til billigere, lettere og mere fleksible brugertilpassede produkter.
- •
Teknologisk Institut har også kortlagt væksten i antallet af globale patenter med relevans for 3D-print. Alene i 2016 blev der ansøgt om 3.971 patenter vedrørende 3D metal-print. Halvdelen af alle patenter på området er kommet til siden 2010.
- •
Det nye produktionscenter for 3D print i metal på Teknologisk Institut i Aarhus sigter i dets første år efter at producere mere end 3.000 3D-printede komponenter samt at uddanne mere end 500 ingeniører, designere og direktører i teknologien.