Danske virksomheder: Her er vores ønskeliste til Joe Biden

I dag skifter nøglerne til Det Hvide Hus - men hvad kommer det til at betyde for dansk økonomi?

Danske virksomheder har store forventninger til den nyindsatte præsident. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

På få år er Danmarks eksport til USA vokset med næsten 50 milliarder kroner, og omkring 100.000 danske job er nu afhængige af eksporten til verdens største økonomi.

I dag begynder så et nyt kapitel i historien om handelssamarbejdet mellem miniputten Danmark og mastodonten USA, efter Joseph Robinette "Joe" Biden er blevet indsat som USA's 46. præsident.

Men selv om eksporten bare de seneste fire år, hvor Trump har været ved roret, er steget massivt, og USA næsten har overhalet Tyskland som vores største eksportmarked, så vil mere altid have mere.

DR Nyheder har været på besøg hos to sydvestjyske virksomheder og spurgt dem om deres hedeste ønske til Joe Biden, så samhandlen med USA kan blive endnu bedre de kommende fire år.

Og så har vi også spurgt Danmarks største brancheorganisation, Dansk Industri, hvad de forventer af Joe Biden og hans team.

'Biden er afgørende for os'

- Privat er jeg lettet, fordi jeg ikke synes, at Trump havde gjort noget godt for USA og resten af verden. Men så er jeg også lettet på forretningens vegne, fordi det giver en tryghed omkring den grønne omstilling, der er ret afgørende for os.

Peter Lytzen, der er administrerende direktør hos Esvagt i Esbjerg, som blandt andet leverer sikkerhedsløsninger til søs og beskæftiger cirka 1.000 ansatte, drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt valget i november sidste år.

De seneste år er Esvagt nemlig blevet store på vind, hvor de med moderne skibe kan sejle ud og lave omfattende vedligehold på vindmølleparker.

Og med Joe Biden som amerikansk præsident både tror og håber de på, at virksomheden kan få endnu et boost i den rigtige retning.

Første punkt på dagsordenen bør være, at de enkelte delstater, der har været villige til at investere grønt under Donald Trump, når til enighed med den føderale regering og sætter ekstra turbo på de grønne investeringer, mener den administrerende direktør.

- Og på den lange bane forventer jeg, at der også kommer en støtte til den grønne energi og i det hele taget til at få aktivitetsniveauet op, siger Peter Lytzen fra Esvagt.

Kom med om bord på et af Esvagts skibe:

Firma bag vindmølleopfindelse: Det er godt nyt for hele verden

Hos Polytech har de store forventninger til Joe Biden.

Hvis man lever af den grønne industri, så er det en særdeles god nyhed, at Joe Biden overtager nøglerne til Det Hvide Hus.

Det mener i hvert fald Bramming-virksomheden Polytech, som er underleverandør til vindmølleindustrien, og som blandt andet har opfundet en lynafleder til vindmøllevinger.

De har i alt 800 ansatte - hvoraf 500 er på hovedkontoret i Bramming. Her har de særligt USA som et kernemarked, hvorfra 20 procent af deres omsætning stammer fra.

Men det kan blive endnu bedre, er forhåbningen i den sydvestjyske virksomhed. Ja, hænderne er faktisk langt over hovedet blandt andet med udsigterne til, at Joe Biden som noget af det første vil melde USA ind i Paris-aftalen igen.

- Det vil få langsigtet effekt ikke bare for Polytech, men for hele vindindustrien. Det er faktisk godt nyt for hele verden, at man nu er enige om, at det er en fælles opgave, der skal løses ved en fælles indsats, siger administrerende direktør Mads Kirkegaard.

Hvor mange flere ansatte tror du, at I kan få de kommende fire år?

- Jeg håber da, at det er en del. Man kan sige, at der kommer til at ske meget i USA, selv om det ikke er i morgen eller i overmorgen, vi kan måle det. Det er fedt for de delstater, der allerede er i gang, at der nu står en mand inde i det ovale kontor med det samme mål som alle andre, siger Mads Kirkegaard.

Fire pointer om dansk/amerikansk samhandel

  1. 1

    USA er klart det næststørste marked for dansk vareeksport, kun overgået af Tyskland.

  2. 2

    USA er det største marked for dansk eksport af tjenesteydelser, især trykket af søfragt.

  3. 3

    Samlet var Tyskland stadig det største eksportmarked for Danmark i 2019, men USA har hentet kraftigt ind på Tyskland over få år, og hvis udviklingen fortsætter, kan USA snart være Danmarks største eksportmarked.

  4. 4

    Medicin er altafgørende for udviklingen i den danske vareeksport til USA - over halvdelen af eksporten i de første 10 måneder af 2020 var medicinske og pharmaceutiske produkter.

Dansk Industris bøn til Biden: Hjælp med at løse verdens udfordringer

Landets største brancheorganisation, Dansk Industri, har ønskelisten klar.

Hos landets største brancheorganisation, Dansk Industri, er ønskelisten også klar. Joe Biden skal melde USA ind i det internationale samfund og få al snak om handelskrige og straftold til endegyldigt at forstumme.

- Det, vi allesammen er afhængige af - og det gælder også USA -, er, at man deltager sammen om at løse verdens udfordringer som klima, coronapandemien og samhandel. Der har vi brug for en stærk amerikansk præsident, der vil verden og ikke kun USA, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, der sætter en genindmeldelse i Paris-aftalen, nye globale frihandelsaftaler og mere lempelige visumregler højt på ønskelisten.

Hør Dansk Industris konkrete ønsker til Joe Biden herunder

Donald Trump har dog også gjort gode ting, som Joe Biden meget gerne må skele til, hvis det står til Dansk Industri.

- Trump har været meget fokuseret på at skabe arbejdspladser i USA, få stærke virksomheder og få skabt et godt investeringsmiljø i USA. Det har skabt en positiv udvikling i USA, men også i resten af verden, siger Lars Sandahl Sørensen, der pointerer, at Danmark på det økonomiske parameter har haft stor glæde af fremgangen i USA.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk