Dansker afslørede verdenshistoriens største svindelnummer: Hårdt at få job bagefter

Michael Soussan afslørede svindel med FN's Olie-For-Mad-program, men det har ikke været uden omkostninger.

Michael Soussan i et interview med DR Nyheder. (Foto: Dr © dr)

Michael Soussan var kun 24 år, da han blev ansat i sit drømmejob.

- Det var den største humanitære operation i FN's historie, og vi havde en enorm udfordring i, at der var en hel befolkning, der havde brug for FN's hjælp, fortæller han i et interview til DR Nyheder.

For på trods af hans unge alder, blev han ansat til at være projektkoordinator og talsmand for et FN-program i Saddam Husseins Irak kaldet Olie-For-Mad.

- Vi skulle sikre os, at de penge, som styret tjente på at sælge olie, blev brugt på befolkningen, og ikke på Saddam og ikke på en lang række internationale selskaber, fortæller Michael Soussan.

Men det var netop, hvad der skete.

Alle kendte til korruptionen

For da den idealistiske Michael Soussan sendes til Irak af sin chef, går det nemlig hurtigt op for ham, at hjælpeprogrammet er ét stort og verdensomspændende svindelnummer, hvor firmaer blandt andet snyder sig til lukrative kontrakter i Irak under diktator Saddam Husseins regime.

- Vi vidste jo alle sammen, at der var noget helt galt, fortæller ham og tilføjer:

- Det var ikke realistisk for FN at regulere et lands økonomi, når det land er styret af Saddam Hussein, og når alle landene i sikkerhedsrådet kender til korruptionen, fordi det var deres virksomheder, som drev forretning med ham.

Men det var først, da FN begyndte at skjule korruptionen, at Michael Soussan besluttede sig for at blive whistleblower.

- Jeg var bange og sur - måske lidt mere sur end bange, og derfor gjorde jeg det, siger han.

Han besluttede sig for at skrive en artikel til den anerkendte amerikanske avis Wall Street Journal, hvor han rådede FN til at undersøge, hvad der egentligt var foregået i Olie-For-Mad-programmet.

- Jeg tror, de (FN, red.) blev bange, for jeg var en loyal FN-person, og hvis en som mig begyndte at tale om de sandheder, vi havde kigget den anden vej på i alle de år, så blev de bange, fortæller Michael Soussan.

Kort efter, at han havde fået publiceret sin artikel, iværksatte den daværende FN-generalsekretær Kofi Annan en undersøgelse af FN's rolle.

Resultatet blev en sønderlemmende rapport, der påviste korruptionens omfang - mere end 20 milliarder dollars var der blevet svindet for. Rapporten viste også, at Michael Soussans chef, Sevan Benon, havde modtaget bestikkelse.

Skandalen trak tråde til både nogle af verdens mest magtfulde politikere og virksomheder.

Hårdt at være whistleblower

Selvom det lyder som en nobel ting at afsløre verdens største korruptionsskandale, så var det langt fra skulderklap, Michael Soussan blev mødt med i første omgang.

- Det havde den omkostning, at det blev meget svært at få de jobs, som jeg ellers ville have fået, forklarer Michael Soussan.

Han fortæller, at når man bliver whistleblower, så bliver man også stemplet, hvilket afskrækker fremtidige arbejdsgivere.

Men samtidig fortæller han, at der i de seneste år er sket et skred i den måde, vi taler om whistleblowere på.

- Whisteblowere er blevet til et godt ord nu. Det var det ikke dengang, fortæller Michael Soussan.

Og selv fortryder han ikke, at han er blevet whistleblower, selvom han af og til savner sit job i FN.

- Jeg tror, jeg ville have fortrudt det mere, hvis ikke jeg havde fortalt om det her, siger Michael Soussan.

Facebook
Twitter