Dansker til tops i Silicon Valley

Manden, der var med til at opfinde Google Maps, kæmper for ny giga-succes hos Facebook

Danske Lars - a rock star engineer... (© DR)

Danske Lars Eilstrup Rasmussen er far til opfindelser som Google Maps og Google Wave og det helt nye Facebook 'Grach search'.

Og så er han vokset op i Taastrup og matematiker fra Aarhus Universitet.

DR Nyheder har mødt superprogrammøren på en af verdens mest eftertragtede, men også mest lukkede arbejdspladser, Facebook i Silicon Valley, til en snak om, hvordan det er at være "a rock star engineer".

Lars Eilstrup Rasmussen er formentlig det, de fleste vil betegne som supernørd. Til gengæld er det snart mange år siden, at supernørderne tog magten og blev den moderne verdens superstjerner.

Firmaer som Apple, Google og Facebook er verdenskendte brands med kommcerciel succes. I den verden bygger alt på matematik, formler og koder. Og kan man dét, kan man både blive multimillionær og lande et af verdens måske sjoveste job.

En af dem, det er lykkedes for, er danske Lars Eilstrup Rasmussen. Han voksede op i Taastrup og er uddannet matematiker fra Aarhus Universitet og siden Berkeley University i Californien.

Hans titel i dag er "director of engineering" hos Facebook.

Graph SearchHans nyeste opfindelse er en søgefunktion, der hedder "Graph Search", som er en helt ny søgefunktion på Facebook, der gør det muligt at søge i præferencer og indhold blandt venners information.

Funktionen er lanceret i en såkaldt betaversion og fortsat kun tilgængelig for et mindre testpublikum. Men med tiden vil flere hundreder af millioner - i første omgang - engelsksprogede brugere få adgang til funktionen, som Facebook har store forhåbninger til.

- Det var Mark Zuckerberg, selv der bad mig lave projektet. Jeg byggede prototypen. Og jeg husker, at Mark sagde til mig, at "you will never make that work, but if you can, it will be awesome". Jeg mener bestemt, det var noget, han sagde for at inspirere til at arbejde lidt hårdere, og det virkede selvfølgelig," griner Lars Rasmussen, som beskriver Facebook-grundlæggeren som "alle tiders chef", hvis glaskontor ligger centralt midt i Facebooks hovedgade, så han kan se ud, og andre kan se ind.

Lars Rasmussen har været hos Facebook i to år. Han blev headhuntet fra en lignende stilling hos søgegiganten Google. Til hvem han og storebroderen Jens solgte deres lille kort-softwarefirma i 2004.

Google Maps bliver tilHistorien om Google Maps, i dag en af verdens mest benyttede korttjenester, starter nemlig for alvor, da Lars Rasmussen og hans storebror Jens begge bliver arbejdsløse i starten af det nye årtusinde.

Indtil da havde de begge arbejdet for it-virksomheden Digital Fountain i Californien, men de fyrede 90 ud af 100 medarbejdere, da it-boblen brast. Inklusive de to danske brødre.

- Så besluttede min bror og jeg at starte eget firma, der byggede software, som havde med kort at gøre, for der var ingen job at få. Og vi havde ikke sparet noget op, så vi startede virkelig fra bunden. Dengang - og endnu mere nu - kan du lave software med meget lidt investering. Vi skulle jo bare have et par gamle laptops, som vi kunne skrive koder på. Og så lånte vi, hvad vi ellers havde brug for, fortæller Lars Rasmussen.

De endte med at være fire mand om det lille kortfirma, som blev kaldt Where 2 Technology. En rigtig lille startup uden penge.

- Da vi vidste, hvad vi ville og kunne, prøvede vi at rejse penge til rigtigt firma. Det var i 2003, og der var investorerne meget svære at få til noget som helst. En af de store spillere, Sequoia Capital var dog interesseret. Og vi forhandlede. De ville investere 2,5 mio. dollar for 40 pct. ejerskab. I dag ville det jo være en utroligt dårlig handel for os. Dengang var det alle tiders, fortæller Lars Rasmussen.

Men handelen faldt af flere årsager fra hinanden i ellevte time. Og heldigvis for det. Google blev pludselig interesseret og købte i stedet hele firmaet og ansatte både Lars og hans storebror Jens.

Lars Rasmussen husker tydeligt det famøse møde med ejeren og grundlæggeren af Google, Larry Page.

- Jens og jeg stillede os på Google. Så demonstrerede vi for Larry. Det tog vel en time, og han kunne åbenbart lide, hvad han så. For han forlod bare rummet og kom tilbage med nogle af sine folk, som åbenbart køber firmaer for Google - og så gik det derfra. Det tog dog lidt tid at få alt på plads. For det var i 2004, hvor Google jo blev børsnoteret, så der var nok lidt andre ting vigtigere end os, kommer det med et stort smil fra Lars Rasmussen.

Hvordan er det at præsentere for Larry Page og så går han ud for at hente sine bankfolk og siger: Køb dem,?

- Jo, jo, men kan ikke vide, om det er rigtigt, om det bliver til noget i dén verden. Vi havde lige brugt måneder på at forhandle med en anden, der ikke blev til noget. Vi ved godt, man kan komme rigtigt langt - og så sker der alligevel ikke noget, fortæller Lars Rasmussen.

Google WaveHos Goolge lavede de to brødre deres næste fælles projekt: Google Wave.

- Det var ikke nogen stor succes. Faktisk var det en fiasko. Og det var meget offentligt, da det blev nedlagt, fortæller Lars Rasmussen.

Men selv om fiaskoer aldrig er rare, blev det alligevel springbrættet til, at en direktør fra Facebook ringede og spurgte, om Lars Rasmussen så ikke skulle over til dem.

- Det var ikke sjovt at have en fiasko, men man kan lære en masse. En god ting ved området her (Sillicon Valley, red) er, at der er stor respekt for folk, der prøver, men som ikke lykkes.

I dag er han glad for livet som chefprogrammør hos Facebook.

- Det er jo en alletiders situation. Jeg er meget stolt af at have fået lov til at arbejde for begge firmaer - først Google, så Facebook - For mig at se er det nok to af de tre vigtigste teknologifirmaer de sidste tyve år, siger Lars Rasmussen, der dog også godt ved, at han trækker gennemsnitsalderen hos Facebook noget op.

- Jeg tror ikke, jeg er den ældste, men det nærmer sig. Jeg kan bestemt godt mærke, at de mere kreative ideer kommer fra de yngre, hvor jeg så i dag har mere erfaring," siger Lars Rasmussen, der er 44 år gammel.

Han er i dag fraskilt og har ingen børn, men har en kæreste der bor i Grækenland.

Gode hjernerHvor rig bliver man af det her - at være superprogrammør?

" Ikke så rig, som du tror, men rig nok til, at det ikke er det, jeg bekymrer mig om, storsmiler den matematiske superhjerne.

Han understreger, at behovet for dygtige programmører er umætteligt i Silicon Valley.

Og det er ikke god løn, bonus og andre finansielle goder, der konkurreres på, fortæller han. De forhold er jo som udgangspunkt bare i tiptop-orden.

Det, der konkurreres på, når de gode hjerner skal tiltrækkes, er spændende projekter og udsigten til at lykkes og lave store succeser - som for eksempel Google Maps.

- Min drøm nu er, at mit næste projekt bliver en stor succes. Altså grapch search. Mit projekt før det, Google Wave, blev en fiasko, og før det oplevede jeg stor succes. Jeg vil gerne, at mit nuværende projekt bliver en lige så stor succes. Det er det, jeg tænker allermest på. Ingen tvivl om at det er en stor udfordring. Vi skal fange folks interesse - samtidig er det en gratis feature, så vi har relativt kort tid til at fange folks opmærksomhed. Og det handler jo om at finde noget, som er vigtigt nok til, at folk vil bruge det hver dag.

Se Lars Rasmussen vise rundt i Facebooks Hovedsæde i USA. Og se, hvordan det er at arbejde i Silicon Valley i 21Søndag i aften

Facebook
Twitter